08-12-1997

Dyrt at køre i bil uden at have er-hvervet kørekort

Grenaa Blad logo

Syv bilister i Grenaa Politikreds måtte i forrige uge konstatere, at det koster ekstremt dyrt at køre rundt i en bil uden at have erhvervet sig et kørekort. De syv kørekort-løse bilister fik således hver især bøder på mellem 5.000 og 10.000 kroner. Der er sket en opstramning på dette bøde-felt, idet man fra myndighedernes side nu takserer forseelesen til noget der ligner prisen på et rigtigt kørekort, så det på ingen måde længere kan betale sig at snyde. Første gang man tages i at køre bil uden at have erhvervet førerbevis, koster det altså 5.000 kroner, hvorefter det stiger gradvist frem til og med 4. overtrædelse, hvor myndighederne forlanger 10.000 kroner i bøde. Kommer man så langt i bødesystemet, har man undervejs kunnet betale sig fra en 3-4 lovformeligt erhvervede kørekort. For en ordens skyld - skulle man være så uheldig at blive snuppet en 5. gang også, så venter Villa Gitterly forude. Disse regler gælder også for førere af de såkaldte EU-knallerter.

De syv kørerkort-løse bilister blev snuppet i forbindelse med politiets sprit/trafikkontrol-aktion, hvor der blev stoppet op mod 1.000 bilister. Hvad spritbilister angår, afslørede kontrollen »kun« to af slagsen, og det må vel siges at være nogenlunde billigt sluppet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000