01-12-1997 |
|
Chuck har gjort det igen! |
![]() |
Indehaveren af Diskotek Rembrandt på Torvet i Grenaa, Chuck Thompson, har gjort det igen. Det vil sige investeret et pænt stort, sekscifret beløb på en gennemgribende modernisering af stedet. Tidligere på året var det baren og omgivelserne i diskoteksafdelingen, der fik en større »ansigtsløftning«. I forrige uge kom turen til Casino Bar-afdelingen, som der er blevet ofret et endnu større beløb på i form af indkøb af en helt ny, topmoderne bar og splinternyt inventar. Desuden er der lavet båse med læderbetrukne sæder og et repos, der via stole og borde kan bruges af gæsterne, men også til musikerne, når der er live-musik på Rembrandt. Den samlede investering for moderniseringerne på diskoteket i år løber op i en million kroner, skønner Chuck Thompson.
- Vi nåede lige akkurat at blive færdige før vi åbnede fredag aften i forrige uge. Men så havde håndværkerne også nærmest knoklet i døgndrift siden om søndagen, siger han til Grenaa Bladet.50 år gammel barDen gamle bar, som han skønner er op mod 50 år gammel, er sammen med de gamle møbler, blevet skrottet helt. Den nye bar er blevet placeret ved den modsatte endevæg, og der er derved skabt mere luft i lokalet og dermed for gennemstrømningen af gæster til og fra mellemgangen/diskoteksafdelingen.
- Der mangler stadig at blive lavet lidt inde i diskoteket, men det venter vi med til næste år, siger Chuck videre.Sikkerheden er optimeretSikkerheden på stedet har han også søgt at optimere ved at investere i videoovervågning og et effektivt alarmsystem, der gør, at alle hans ansatte har mulighed for at aktivere alarmen, samtidig med at de øvrige bliver opmærksomme på, nøjagtig hvor balladen er opstået i diskoteket, eller i hans to pølsevogne for den sags skyld, så hans folk lynhurtigt kan søge hen til åstedet og få stoppet uroen. Skud- og knivstiks-sikre veste til dørmændene er også blevet standardudstyr på Rembrandt.
- Hvis dødelig vold kan ske i Århus, så kan det også ske her, så derfor garderer vi os mod noget sådant ved at have sådanne veste på, slutter Chuck Thompson, som ellers ikke synes, at volden og uroen omkring hans diskotek er tiltagende - snarere tværtimod.
- Vi gør os store anstrengelser for at tage al ballade i opløbet, så tingene ikke udvikler sig, og det synes jeg generelt lægger en dæmper på det hele, slutter Chuck Thompson, der i øvrigt er ganske tilfreds med det resultat, der er kommet ud af anstrengelser med at modernisere diskoteket.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000