24-11-1997

Voldby's bukseløse rugby-tigre har vundet DM-sølv

Grenaa Blad logo

Rugbyklubben Voldby Tigers har kun eksisteret i cirka et halvt år, men det har ikke forhindret klubben i at skabe et U/11-hold, der er så stærkt, at det netop har formået at vinde DM-sølv. Og det til trods for, at Voldby-tigrene står og mangler sponsorer til shorts. Der er formentlig tale om de eneste »bukseløse« DM-sølv-vindere i hele landet.

Ovenpå det meget flotte resultat, har man i klubben besluttet sig for at forsøge at stable et U/17-hold på benene - eventuelt hjemmehørende i Stenvad. Dette arbejde går i gang til februar, da ungdomsafdelingen holder ferie frem til dette tidspunkt. Man holder dog ikke mere ferie end at man i klubben er parat til at videregive oplysninger om rugbysporten i almindelighed og Voldby Tigers i særdeleshed. Hvis nogle skulle være interesserede kan man kontakte Malte Larsen, der også er kendt som lokalpolitiker for Nørre Djurs Listen i Nørre Djurs Kommune. Transporten til og fra træning skulle ikke kunne blive det store problem, da klubben satser på at finde en løsning i den retning.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000