17-11-1997 |
|
Ung grenaaenser med i opløbettil titlen som Årets Mand 1997 |
![]() |
Jacob Buch fra Grenaa er med i opløbet til titlen som Årets Mand 1997. Der er tale om en konkurrence udskrevet månedsbladet Main Magazine og en række danske modelbureau'er, og Jacob Buch er via Diva Models i Århus blevet udpeget til at være med i den indledende runde, der afvikles med tre store shows i henholdsvis Århus, Odense og København. Sammen med 11 andre deltagere skal han forsøge at komme videre til finalerunden ved showet i Århus Musikhus på lørdag den 22. november. Finalen afvikles den 4. december.
Jacob Buch blev opmærksom på konkurrencen via et reklameindslag i TV2, og kontaktede derpå Diva Models i Århus, som så har opfordret den unge grenaaenser til at stille op. Det skete efter en omgang prøvefotografering og interviewrunde i Århus. Ansøgerne skulle også løse en skriftlig opgave, hvor man blandt andet skulle tage stilling til, hvordan man ser sig selv som gammel, og hvilken kvindetype man foretrækker. På baggrund af disse besvarelser laves der en båndet præsentation af hver deltager, som indtales af den kendte danske MTV-videojockey, Thomas Madvig. Dette bånd vil så blive afspillet ved hver enkelt deltagers entré på scenen. Man skal ind på scenen hele tre gange. Første gang i et sæt tøj, den enkelte deltager selv har udvalgt, anden gang i et sæt fra Marlboro og tredje gang i et sæt fra Bertoni. Der vil være en masse underholdning i forbindelse med Århus-showet med blandt andre Mette Lisby og Kåre Norge.
Og der venter ret store præmier forude, for de mænd, der når videre til finalen. Vinderen får således 25.000 i kontanter plus gaver af en tilsvarende samlet værdi i form af rejser, tøj, parfume med videre.
Indehaveren af Step In i Grenaa, Brian Ødis Johansen, har i øvrigt hjulpet Jacob Buch med at finde frem til hans eget personlige sæt tøj ved konkurrencen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000