17-11-1997

180 spillere var til bordtennis-weekend Grenaa Idrætscenter

Grenaa Blad logo

I den netop forgangne weekend har den lokale bordtennisklub, BTK Grenaa, afviklet Grenaa Cup'en for 12 gang sammen med RGI. Der var tale om en stor bordtennisweekend i Grenaa Idrætscenter med cirka 500 afviklede kampe og med deltagelse af henved 180 bordtennisspillere fra 18 forskellige klubber. Stævnet trak spillere i alle aldre, da begge køn var repræsenteret i alle alderskategorier lige fra mini-puslinge og op til Old Boys/Girls.

BTK Grenaa lægger stor vægt på at arrangere Grenaa Cup, som et weekendstævne, hvor der udover selve bordtennis-spillet også lægges meget vægt på aktiviteterne udenfor Idrætscentret. Lørdag var der således lejlighed til at gæste Kattegatcentret. Søndag afvikledes så selve Grenaa Cup i begge Idrætscentrets haller med 16 borde i hver hal. BTK Grenaa lægger her vægt på, at der skal være plads til både nybegyndere, øvede spillere såvel som elitespillere.

- Vi øger stort set hvert år deltagerantallet. I 1996 var der tilmeldt 100 spillere lørdag og 175 spillere søndag. Spillerne var tilmeldt af 21 klubber fra henholdsvis Sjælland, Øst- og Midtjylland samt Flensborg. Vi har i år gjort 1997-udgaven mere attraktiv for elitespillere, som har kunnet deltage i en åben række med store præmier, fortæller Jens Chr. Andersen fra BTK Grenaa.

De spillere, ledere og forældre, der troppede op i lørdags, blev efterfølgende indkvarteret i lokaler på Søndre Skole. Herefter var der afgang til Kattegatcentret for at hilse på hajerne. Efter indtagelse af aftensmaden på skolen gik turen til Idrætscentret, hvor der blev spillet bordtennis i begge haller. Aftenen blev rundet af med hyggeligt samvær i fælleslokalerne på skolen. Og søndag fortsatte stævnet så for fuld damp i alle rækker til hen under aften, hvorefter der kunne overrækkes præmier til de sidste rækkevindere.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000