17-11-1997 |
|
IT-vælgermøde på Norddjurs Daghøjskole |
![]() |
Nørre Djurs Web, en kreds af personer, der har sørget for at oprette Internet-hjemmesider for Nørre Djurs Kommune, afviklede søndag den 16. november et vælgermøde med repræsentanter fra de forskellige partier/lister, der stiller op til indeværende uges kommunalvalg. Vælgermødet drejede sig om den kommende IT-plan for Nørre Djurs Kommune. Mødet havde til hensigt at få borgernes idéer sat på dagsordenen, inden kommunens administration vedtager en IT-plan. Det er på den led også planen, at de politiske deltagere i vælgermødet her efter valget skal danne et tværpolitisk IT-kontaktudvalg som bindeled mellem den nye kommunalbestyrelse og borgerne.
Hensigten er så endvidere, at de mange computerinteresserede borgere i blandt andet Computer Bøvl- og Web-miljøet i Nørre Djurs, skal udgøre en tænketank for kontaktudvalget, hvor dets medlemmer kan få inspiration, information og praktisk afprøvet sine idéer.
Vælgermødet blev afviklet på Norddjurs Daghøjskole i Stenvad, og havde deltagelse af blandt andre Carlo Christensen fra Venstre, John Krogh fra Socialdemokratiet, Malte Larsen fra Nørre Djurs Listen, Mogens Christensen fra Dansk Folkeparti og Poul Kjeldgaard fra Det Konservative Folkeparti.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000