10-11-1997 |
|
Ny FOF-formand |
![]() |
Folkeligt Oplysnings Forbund Grenaa/Midtdjurs har på det seneste udvalgsmøde valgt Lene Fribo som ny formand. Lene Fribo har sit daglige virke i Blodbanken på Grenaa Centralsygehus, men er derudover blandt andet kendt for sin tid som jubilæumsmedarbejder ved Grenaa Kommune i forbindelse med arrangementerne omkring Grenaa's 550 års købstadsjubilæum i 1995.
Den tidligere formand Bitten Tylvad fortsætter som næstformand i FOF-udvalget, der endvidere tæller harmonikalærer Gunnar Mortensen, Flemming Palle Hansen og FOF's daglige leder Rita Christiansen, som kan træffes på FOF's kontor, Storegade 54 A, på mandage og tirsdage eftermiddage. Yderligere har udvalget netop fået tilgang af yderligere to grenaaensere i skikkelse af Tonny Christensen og Lars Sand Kirk fra Djurslands Museum.50 års jubilæumFOF, der er ét af landets største oplysningsforbund, har her i 1997 kunnet fejre 50 års jubilæum.
- Jubilæet blev markeret med et nyt logo for FOF, hvor O'et har form som en spiral. Den runde form og eftertænksomheden spiller godt op til hinanden, og folkeoplysningen har altid søgt at skabe eftertænksomme rum, hvor mennesker mødes med en fælles interesse. Spiralen kan også ses som tankens vej - der fortsætter og fortsætter - en erkendelsesproces, der til stadighed drives fremad gennem stadig mere detaljeret viden, siger den nye FOF-formand, der gerne vil slå lidt på tromme for nogle af de kurser og foredrag, som FOF starter op her i årets to sidste måneder.
- Vi mener selv, at de - med emner som omhandler engle, kropsmassage, advents- og juledekorationer samt julekonfekt - ligger perfekt her op til årets store højtid - julen, siger Lene Fribo, der sammen med det øvrige FOF-udvalg satser stærkt på at kunne præsentere et spændende, kreativt, alsidigt og udfordrende kursusprogram for foråret 1998, der kan ventes at dukke op i postkasserne og gennem brevsprækkerne lige efter nytår.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000