03-11-1997

Socialdemokraterne møder folk på gaden

Grenaa Blad logo

Socialdemokratiet i Grenaa Kommune ruster sig til det forestående kommunalvalg den 18. november ved at gå ud og møde folk på gaden. De såkaldte »agitationsdage« op til valget skal sørge for at markere socialdemokraternes synlige tilstedeværelse i valgkampen, og deres lyst til og interesse i at fortælle den enkelte borger om deres valgprogram, og dermed deres syn på kommunens fremtidige udvikling på en række vitale områder. I lørdags gik socialdemokraterne, med borgmesterkandidaten Gert Schou i spidsen, rundt på Torvet i Grenaa, for at give forbipasserende deres syn på fremtidens ældrepolitik i Grenaa Kommune, og fredag og lørdag den 7.-8. november vil de give deres syn på fremtidens børne- og ungepolitik i Grenaa Kommune. Det være sig i Grenaa by såvel som i oplandet. Samtidig uddeler de brochure-materiale, der omhandler Socialdemokratiets syn på de pågældende områder.

- Mange vil gerne snakke uanset om det er potentielle vælgere eller ej. Og det er helt fint. Det er vigtigt, at vi viser os, for på den måde markerer vi, at vi gider at komme på gaden og snakke med folk. Det er noget vi gør hver gang uanset hvilket valg, der er tale om, siger Erik Hoberg, der er medlem af Grenaa Byråd og formand for Familie- og Kulturudvalget, som de bemeldte to emneområder sorterer under. Han er endvidere nr. 2 på Socialdemokratiets kandidatliste til byrådet.

- Det er vigtigt at give borgerne et tilbud om at snakke med os om alt muligt ansigt til ansigt. Det handler ikke umiddelbart om at kapre stemmer, men mere om at vise os i gadebilledet og give folk et reelt billede af, hvad vi står for. Også set i forhold til hvad vore borgerlige modkandidater står for. Det er på den led vigtigt at fortælle, at vi i vid udstrækning søger at holde hånden over »de bløde områder«, mens de borgerlige ikke har helt samme betænkeligheder med at skære. Det er noget folk bør vide og tage stilling til inden de sætter deres kryds, siger Erik Hoberg.NytænkningPartiets ønsker og visioner for de enkelte områder, er også noget socialdemokraterne meget gerne vil delagtiggøre folk i.

- Der skal være ordnede trivselsforhold for vore ældre og for vore børn, og på den led er nytænkning aldrig nogen skade til. Måske skal der ikke stuves 130 børn sammen 1 sted i SFO. Måske skal 1 SFO splittes op i mindre enheder tættere på det enkelte barns hjem. Måske skal vi lave nogle regler for tidligste afhentningstidspunkt af børnene, så SFO-personalet får nogle bedre rammer at tilrettelægge aktiviteter efter, siger Erik Hoberg, der også finder, at der bør laves en fritidsklub for området Søndre Skole/Østre Skole.

- I mange år har debatten handlet om at skaffe pladser nok. Nu synes jeg debatten bør handle om at skabe bedre kvalitet i vores pasningstilbud. Vi skal væk fra merindskrivninger. Alle erfaringer fortæller os, at børn skal have plads og rum for at kunne trives. Jeg er tilhænger af en såkaldt »vippeordning«, hvor der i en given børnehave er fysisk plads til eksempelvis 60 børn, men den gennemsnitlige normering over et år skal kun ligge omkring de 54. Det kræver flere m2, men det er noget vi bør arbejde hen imod. Børn skal ikke stuves for tæt sammen, siger Erik Hoberg, der vurderer, at en sådan ordning både vil kræve nybyggeri af en institution og tilbygninger til eksisterende institutioner i Grenaa Kommune.Skolerne bør fredesHan mener også, at skole- og SFO-området nu bør fredes for nedskæringer efter at have holdt for gennem flere budgetlægninger.

- Det giver uro på arbejdspladserne, og det forringer vores tilbud til vore børn, og det kan hverken de eller vi være tjent med - hverken på kort eller langt sigt. Vi vil ikke være med til at fjerne 3. årgang fra fritidsordningen, som de borgerlige gerne vil. Disse 8-9-årige børn er simpelthen for små at sende ud på gaden, siger Erik Hoberg, der til daglig er viceskoleinspektør på Grenaa Søndre Skole, og som i fredags kunne lade sig fejre på skolen på grund af sin 60 års fødselsdag.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000