03-11-1997 |
|
Fru Nielsen har strikket trøje nr. 100 til Rumænienshjælpen |
![]() |
En meget aktiv Grenaa-pensionist kunne i sidste uge aflevere striktrøje nummer 100 til Helle og Flemming Jacobsen, Grenaa, der siden 1990 har stået for Rumænienshjælpen i byen. 74-årige Mona Nielsen, Thorsvej i Grenaa, begyndte på strikkeriet til Rumænienshjælpen i januar 1996, og på den tid er det altså lykkedes hende at strikke 100 trøjer i børnestørrelse af genbrugsgarn. Trøjerne er havnet på forskellige børnehjem i Rumænien, og det var da også TV-programmer om de kummerlige forhold på børnehjemmene i Rumænien, der fik hende til at gå i gang med strikkeriet. Hun har i øvrigt også strikket lapper til Mother Theresa.
- Men nu må du endelige ikke tro, at jeg sidder og nørkler dagen lang. Jeg spiller badminton på 25. år, spiller kort, tager ud og spise, går lange ture, og så er jeg vil med at se sport i TV - specielt tennis, men også fodbold. Jeg er totalt sportsidiot, og det er faktisk på den led, at jeg får strikket så mange trøjer, for jeg kan både strikke, ryge, drikke kaffe og se sport på samme tid, fortæller Mona Nielsen, der er i gang med trøje nr 101 til Rumænienshjælpen.Behovet er derHelle og Flemming Jacobsen kan forsikre, at der er behov for hver en trøje til de tre børnehjem i det nordlige Rumænien, som de har kontakt med fra Grenaa.
- Det vi kommer ned med rækker selvfølgelig kun som en dråbe i havet set i forhold til hele landet, men en lille dråbe kan jo godt gøre gavn, der hvor den rammer, siger Helle Jacobsen.
Befolkningen er ikke blevet rigere efter revolutionen i 1990. Landet har en galopperende inflation, og der hersker større fattigdom end før revolutionen. Mange har det svært og prævention er ikke udbredt, så der fødes utroligt mange børn og mange af dem ender på børnehjem, selv om de både har en far og en mor. Familierne har for fattige til at kunne brødføde dem allesammen, fortæller Helle og Flemming Jacobsen.Skal snart afstedÆgteparret fra Grenaa var senest ned med en sending i juli måned, og forventer at kunne komme afsted igen her først i november med undervisningsudstyr og skolemøbler - blandt andet fra Grenaa Handelsskole.
- Vores projekt har udvidet sig til nu også at omfatte skolerne, da standarden i de rumænske skoler er sørgelig. På den måde er det en fornøjelse at komme derned med noget udstyr, som de virkeligt kan bruge, siger Flemming Jacobsen.
De har på den led en transportaftale med en rumænsk vin- og krystalglasgrossist, der, når han sender en lastbil til Danmark med vin og glas, tager en sending Rumænienshjælp fra Grenaa med tilbage. Pudsigt nok har lastbilen en fortid hos Schmidt Møbler i Grenaa, så forbindelse må siges at være oplagt.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000