03-11-1997

ØMF-blues-fest i Kulturhuset Pavillonen

Grenaa Blad logo

Efter en veloverstået Ibens koncert er Østdjurs Musikforening på banen igen. Denne gang bydes der på en blues-fest i Kulturhuset Pavillonen, når 8-mandsorkestret Beer Bottle Boogie Band indtager scenen fredag den 7. november. Der er her tale om et rutineret, modent bluesband med rødder mange år tilbage.

Beer Bottle Boogie Band er kendt for sin evne til at skabe feststemning og levere et forrygende og medrivende sceneshow, der helt sikkert vil få salen til at gynge. Musikstilen er bred, lige fra boogie-blues, swing, shuffle og Mo-Jo-blues til den mere traditionelle slow-blues, så her er noget for enhver smag. Desuden krydres det med flotte blæsearrangementer og heftige soloforløb, fortæller ØMF¹s PR-kvinde Anette Høgh.

Musikken er udpræget dansevenlig, og bandets forbilleder er blandt andre B.B.King, Bonnie Raitt, Gary Moore samt de legendariske Blues Brothers.

Beer Bottle Boogie Band består af Keld Bager på trommer, Karin Juul og Niels Bruun på saxofon, Peer Serwin på keyboards, Jens Nikolajsen og Morten Therkildsen på guitar, Rasmus Mauritzen på bas og i forgrunden Søren Bruun, vokal.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000