27-10-1997 |
|
Mogens Blach |
![]() |
Mogens Blach, 1. viceborgmester i Grenaa Kommune og borgmesterkandidat for partiet Venstre her op til kommunevalget den 18. november, fik æren af at foretage 1. spadestik på 2. etape af ungdomsboliger til IT-College Denmark. Det skete tirsdag i sidste uge på byggepladsen ved Idrætscentret, Stadionallé i Grenaa.
Her opfører Boligselskabet Grenaa af 1945 efter aftale med Grenaa Kommune en helt ny type ungdomsbolig i et særligt ungdomsmiljø, der er opstået i kølvandet på samme boligselskabs opførelse af DCD - Detail Handels College Danmark - og 1. etape af IT College Denmark i form af tre punkthuse. Yderlige to sådanne huse - ialt 24 ungdomsboliger - skal nu opføres med denne 2. etape af byggeriet. Boligerne er først og fremmest beregnet for unge under uddannelse, som optages på Grenaa Tekniske Skoles IT-College, hvor eleverne får en teknisk gymnasieuddannelse med speciale i informationsteknologi. Når college-projektet er fuldt udbygget vil der være plads til 60 elever svarende til tre årgange.
Boligerne er placeret i et smukt naturområde med kort afstand til idrætsfaciliteter, og de bliver opført i en særlig kvalitet, hvor der anvendes materialer, der harmonerer med de naturskønne omgivelser.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000