20-10-1997 |
|
Rønnebærrene er nok sure, Pieler! |
![]() |
I Dagbladet Djursland den 11. oktober 1997 beskylder Leif Pieler (V-byrådsmedlem), LO-Grenaa og Nr. Djurs for at have betalt Socialdemokratiet for at få sin vilje igennem.
Det er så plat en argumentationsform, at borgerne i Grenaa må krumme tæer. Venstres byrådsgruppe må enten stå bag Leif Pieler og anmelde LO-Grenaa og Nr. Djurs og Socialdemokratiet til politiet eller tage afstand fra Leif Pielers uvederhæftige påstande.
Sandheden er, at Pieler nærer et så ideologist betinget had til alt, hvad der smager af fagbevægelse, at han vil gøre alt for at genere en god og praktisk ordning, som LO-Grenaa og Nr. Djurs og Grenaa kommunes fælles socialrådgiverordning.
Ordningen er økonomisk og menneskelig fornuft, hvilket Pieler er klar over. Ikke desto mindre vil han slagte ordningen uanset de menneskelige omkostninger og de økonomiske omkostninger for Grenaa kommune.
Da jeg overværede 2. behandlingen af budgettet, blev jeg vidne til, hvor vidt Leif Pieler ville gå for sin »sag«, da han højrøstet prøvede at kommandere et byrådsmedlem, fra en anden liste, tilbage i stolen, da vedkommende stemte for ordningen.
Leo Andreassen havde lyttet til saglige argumenter og derfor ændret sit standpunkt, hvilket er flot gjort. Han lod sig heldigvis ikke kyse af en Pieler, der troede, han havde Leo i sin hule hånd.
Byrådsarbejde skal ikke være styret af ideologisk betinget had, men af en vilje til at nå praktiske løsninger til gavn for hele kommunen.
Heldigvis lykkedes det folkene fra LO, ved saglige argumenter, at overbevise et flertal i byrådet om det fornuftige i ordningen.
Venstre og deres vedhæng på det yderste højre fik en begmand, der åbenbart sved.
Som lønmodtager i Grenaa er jeg glad for at se en saglig og aktiv LO-sektion gøre en indsats for en ordning, der kun kan siges godt om, også fra et kommunal-økonomisk synspunkt.Med venlig hilsen
John Møgelvang
Borger i Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000