20-10-1997 |
|
Lykketoft er ikke bange for at tage hjemmefra |
![]() |
Finansminister Mogens Lykketoft er ikke bange for at være hjemmefra.
Trods den seneste tids politiske tumult har han været på besøg i Silkeborg, Grenaa og Randers.
-Tør du nok være væk fra Christiansborg?
-Ork ja, jeg har lige ringet hjem, og der er ingen fare, svarede Mogens Lykketoft, da han aflagde et par timers besøg hos Sapa i Grenaa.
Her var der nok at se og høre på. Det var et virksomhedsbesøg af de gode, som glædede finansministeren. For det første har virksomheden ansat nye medarbejdere til 193 i alt. For det andet eksporterer de mere, og endelig for det tredje er det lykkedes virksomheden gennem en hård indsats at gøre noget for miljøet.
De har bl. a. reduceret deres affald betydeligt, og de har gjort meget for miljøet på arbejdspladsen.
Alt det fortalte fabrikkens direktør, Erik Schultz, under en rundgang. Der blev også holdt møder mellem ledelse og virksomhedens tillidsrepræsentanter.
Sapa laver aluminiumsprofiler i mange varianter. Meget bliver solgt til elektronisk industri i Tyskland og Spanien.
Virksomhedsbesøget var formidlet af amtsrådsmedlem Bent Mikkelsen og viceborgmester Gert Schou. De udtrykte deres glæde ved, at en minister kan få tid til at besøge Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000