13-10-1997 |
|
SF'er sørgede igen for årets budget-gymnastik |
![]() |
SF'eren Allan Andersen sørgede igen i år for budget-gymnastikken, da medlemmerne af Grenaa Byråd skulle vedtage kommunens budget for 1998 ved 2. behandlingen i byrådssalen på Grenaa Rådhus tirsdag i sidste uge. SF'eren insisterede påny på, at der skulle voteres ved hvert enkelt ændringsforslag til budgettet fra SF's side, og det resulterede i, at de 19 byrødder måtte lege Helle Gotved-disciple ved at rejse sig fra sædet, og derpå sætte sig til rette i sædet igen hele 31 gange indenfor cirka 5 minutter. Seancen udviklede sig til en lettere komisk affære - dels fordi enkelte af byrødderne kom til at stemme for SF-forslag, som de egentlig var imod, idet de af vanvare kom til at rejse sig fra stolen for tidligt, og dels fordi de sidste 10 ændringsforslag så ud til at »trække tænder ud« på nogle af byrøddernes bentøj. Kun 3 af de 31 ændringsforslag fandt et flertal, men der var ikke tale om solo-ændringsforslag fra SF, da Socialdemokratiet også havde indstillet de samme tre ændringsforslag. Men da man på SF'erens foranledning stemte om dette parti's ændringsforslag før de andres, så blev det SF, der fik »æren« for, at to foreslåede besparelser på skolefritidsordningen og fjernelse af tilskuddet til en LO-socialrådgiver, blev pillet ud af budgettet ved 2. behandlingen. SFO's nuværende normering med 13,7 barn pr. ansat fastholdes således i 1998, ligesom forældrebetalingen heller ikke forhøjes. Dog gik forslaget om at ændre på fordelingen af pædagoger og pædagogmedhjælpere fra 75/25 til 60/40 igennem - svarende til en årlig besparelse på 250.000 kroner - selv om SF også her stillede ændringsforslag om at fastholde den nuværende normeringsnøgle mellem de to faggrupper.
Leo Andreasen var tungen på vægtskålenDe tre ændringsforslag blev stemt hjem med mindst mulige margin - 10-9 - med stemmer fra SF, Socialdemokratiet og Borgerlistens Leo Andreasen. Imod stemte Venstre og De Konservative. Ved 1. behandlingen af budgettet havde Leo Andreasen ellers bebudet, at han ville stemme imod tilskuddet til en LO-socialrådgiver, men han havde ladet sig overbevise til det modsatte ved hjælp af gode argumenters kraft, forklarede han.
De øvrige 28 ændringsforslag fra SF blev næsten alle stemt ned med stemmerne 1 for - Allan Andersen - og 18 imod. I et enkelt tilfælde tabte han »kun« afstemningen med 2-16, idet Leo Andreasen godt kunne støtte et forslag om 50.000 kroner til projektering af en cykelsti mellem Ålsrode og Mølleskolen. Men ellers var der ikke megen lydhørhed overfor SF'erens ønsker om henholdsvis niveaufastholdelse og serviceforbedringerne på folkeskoleområdet, kulturområdet, dagpleje- og daginstitutionsområdet, sundhed, revalidering og anlægsudgifter. Det hele blev nedstemt - også finansieringen i form af yderligere forhøjelse af grundskylden og indførelse af en dækningsafgift for erhvervsejendomme.
Men om ikke andet fik SF'eren »hævn« for modvilligheden ved at bringe byrøddernes bentøj og tålmodighed på sammenbruddets rand.
1 sp. btekstSF'eren Allan Andersen sørgede for, at kaptajn Jespersen ikke har levet forgæves ved 2. behandlingen af budgettet for 1998. Hele 31 gange blev byrødderne tvunget op af stolene på hans foranledning.
Nye skatte%'erSom ventet vedtog Grenaa Byråd ved 2.behandlingen af næste års budget at sætte flere skatte- og afgiftsprocenter i vejret for at få budgettet for 1998 til at hænge nogenlunde sammen. Den kommunale indkomstskat steg fra 20% til 20,9%, grundskylden fra 9 promille til 13 promille, kirkeskatten fra 0,77% til 0,80%. Også dækningsafgiften af statslige grundværdier og andre offentlige grundværdier blev sat lidt i vejret med henholdsvis 4 og 2 promille.
Spildevandsafgiften - også kaldet vandafledningsafgiften - fik et tryk i vejret. Den blev forhøjet med 2 kroner pr. m3 svarende til 2,2 mio. kr. ekstra på årsbasis i vandforsyningskassen.
Rent administrative ændringer i budgettet - såsom at huske at indregne en forhøjet dækningsafgift i budgettet og indregne efterlønsudgift til den afgående borgmester Arne Jessen - gav et samlet plus på 1,7 mio. kroner.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000