13-10-1997

Nye tider på vej for Anholt-færgen i '98

Grenaa Blad logo

Der er netop blevet lavet en revideret fartplan for Anholt-færgens sejlads mellem Grenaa og Anholt havne. Den reviderede fartplan for Anholt-færgen, der træder i kraft den 1. januar 1998, er udarbejdet af Anholt Borgerforening, Anholt Turistforening og Anholt Grundejerforening i samarbejde med Grenaa-Anholt-færgefart. Bestyrelsen har også godkendt fartplanen, der ved at udskyde afgangen fra Grenaa til Anholt fra 12.15 til 12.30 på hverdage, vil skabe bedre forbindelse til den kollektive trafik på Djursland, og dermed hele landet.

Alle almindelige dage skal der således sejles 12.30 fra Grenaa med undtagelse af fredag, der fungere som Grenaa-indkøbsdag for anholterne og hvor der er afgang fra Grenaa Havn klokken 13.30.

- 12.30 passer bedre med tog fra Århus og bus fra Ebeltoft/Mols-Linien. Der vil også være forbindelse med Fjerritslev-bussen til en færgeafgang klokken 12.30 fra Grenaa, og samme afgang vil kunne nås fra København, hvis man tager med tog fra København over Storebæltsforbindelsen til Århus, og derfra videre til Grenaa. Det betyder, at den der vil til Anholt i ét langt stræk uden de store afbræk, også kan komme det, siger formanden for færgebestyrelsen, Kai Hansen, der er medlem af Grenaa Byråd for partiet Venstre.


Bybussen en dark horse!- Rejser man eksempelvis fra København til Anholt, skulle turen til Anholt-færgen kunne klares på cirka 5 timer. Den eneste mangel ved denne intention om en velfungerende fartplan - hvilket der blev peget på på borgermødet på Anholt den 4. september - er den omstændighed, at man kan risikere at se bagenden af bybussen, idet man står af toget på Grenaa Station. Jeg har rettet henvendelse til Teknisk Udvalg på dette spørgsmål, men her har man afvist at kunne ændre køreplanen så risikoen for sådanne tilfælde elimineres. Men jeg ser det nu heller ikke som et større problem. Det må og bør kunne klares ved at instruere chaufførerne om lige at vente en postgang længere end normalt ved togankomster for på den måde at give passagerer fra toget en optimal chance for at komme på bussen mod havnen, siger Kai Hansen.


7.30 fra Anholt bibeholdes i den nye fartplanAfgangen fra Anholt klokken 7.30 på hverdage bibeholdes, selv om der var røster fremme om også at flytte denne afgang lidt længere frem på dagen. Her vandt hensynet til fiskernes handel med fiskeauktionen i Grenaa imidlertid.

I højsæsonen sejles der også på søndage - 10.30 fra Anholt og klokken 14.00 fra Grenaa. Her uden for højsæsonen sejler færgen ikke onsdag, lørdag og søndag. Det er endvidere blevet besluttet, at udenfor sommerperioden - 15. juni - 15. august - overføres cykler tilhørende fastboende på Anholt (med ø-kort) vederlagsfrit. Denne ordning er allerede trådt i kraft. Barnevogne tilhørende fastboende anholtere med ø-kort befordres vederlagsfrit med færgen mellem Anholt og Grenaa hele året.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000