13-10-1997 |
|
Storpolitisk erhvervsmøde forud for amtsrådsvalget |
![]() |
Djurslands Handelsudvalg inviterer samtlige medlemmer af de 14 handelsstands- og Erhvervsforeninger på Djursland til storpolitisk erhvervsmøde med spidskandidaterne til amtsrådsvalget. Det finder sted på Fregatten Jylland i Ebeltoft mandag den 27. oktober.
Programmet byder på en velkomst ved formanden, skotøjshandler Peder Svenstrup, Grenaa, hvorefter der serveres gule ærter med valgflæsk. Derpå kaster man sig over aftenens emne - Djurslands erhvervsudvikling frem til årtusindeskiftet - med Jacob Højlund som ordstyrer. Paneldeltagerne består af følgende amtsborgmesterkandidater; Johannes Flensted Jensen for Socialdemokratiet, Jørgen Winther fra Venstre, Chr. O. Aagaard fra De Konservative og Bente Nielsen fra SF.
Tilmelding til dette storpolitiske erhvervsmøde forud for amtsrådsvalget skal foretages senest den 22. oktober til den lokale handelsstandsforening, hvortil også deltagergebyret betales.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000