29-09-1997

Stabelafløbning på kursuscenter

Grenaa Blad logo

Grenaa Handelsskole er nu ved at være klar til at holde »stabelafløbning« på skolens nye skib - kursuscentret, der ligger overfor Grenaa Bibliotek på N. P. Joasiassensvej. Det sker den 9. oktober fordi en mængde forventningsfulde medarbejdere nu endelig kan og tør sige:

- Vi er fysisk (og psykisk) flyttet ind i de nye lokaler, telefoner og edb er installeret, borde og stole er så godt som sat på plads og vi har næsten overstået flytterodet. Derfor er vi nu klar til at »stå til søs«, og det vil glæde skolens bestyrelse og ledelse at se kunder, venner, samarbejdspartnere og kolleger til »stabelafløbning« den 9. oktober.

Formanden for Djurslands Erhvervsskoler, Jørgen Katholm, vil holde velkomsttalen, mens selve indvielsestalen er lagt i hænderne og mundtøjet på ingen ringere end den særdeles kendte, danske skuespiller, Jens Okking.

Herefter vil der være musik og buffet. Hvis der er nogen, der i dagens anledning ønsker at markere begivenheden med en gave, så vil man på skolen selvsagt blive glade. Da kursuscentret p.t. fremtræder i en rå og usmykket udgave, vil eventuelle økonomiske bidrag blive anvendt til en efterfølgende samlet udsmykning.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000