29-09-1997

Jørgen Steffensen

Grenaa Blad logo

Jørgen Steffensen, formand for GIF Fodbold, har et indlæg i den seneste udgave af GIF-medlemsbladet »1/2-Legen«, hvor han kommer med nogle betragtninger omkring den tragiske lynnedslagsulykke, som fandt sted under dette års Kattegat Cup lørdag den 26. juli, hvor 9 medlemmer af Herfølge Boldklub kom til skade.

- Ulykken som sådan er tragisk nok, og vore tanker går naturligvis til de tre, der stadigvæk er hospitalsindlagt som følge af ulykken. Der er imidlertid et ordsprog der siger, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det har også i forbindelse med ulykken vist sig at holde stik. Stævneledelsen og de hjælpere, der var tæt på begivenhederne, viste handlekraft, overblik og evne til at træffe de rigtige beslutninger i et stresset og hektisk forløb. Det samme er tilfældet hos Falck, Grenaa Politi og Grenaa Centralsygehus, hvilket vidner om, at vi i lokalområdet har et effektivt beredskab, der fungerer i en virkelig kritisk situation. Ulykken har endelig betydet, at der er blevet knyttet stærkere bånd mellem GIF Fodbold og Herfølge Boldklub. I Herfølge ser man fremad med optimistisk håb om, at alle kommer stærkt igen, og Herfølge deltager gerne i Kattegat Cup 1998 - sandsynligvis med endnu flere forældre end i 1997. Afslutningsvis kan jeg derfor kun endnu engang takke for den hjælp og

assistance, der blev ydet i forbindelse med ulykken, samt de mange venlige ord vi fra nær og fjern har modtaget, skriver Jørgen Steffensen, der sætter ulykkestallet 13 i forbindelse med ulykken, idet der jo var tale om den 13. udgave af Kattegat Cup. I så fald skulle lignende ulykker jo nu være et overstået kapitel.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000