22-09-1997 |
|
25 års jubilar Manden bag det hele hedder Ole |
![]() |
af Bernhard Nielsen
Der er ikke en dyr direktørstilling bag Grenaa Bogtrykkeri og Grenaa Bladet, der nu har eksisteret i 25 år.
-Det er Ole!
Sådan siger han i telefonen til en kunde, mens vi sidder i det beskedne kontor for at få en jubilæumssamtale.
Bogtrykker Ole Skaanning Olesen, 47 år, er ansvarshavende udgiver af Grenaa Bladet. Han voksede op på Øster Alle i nærheden af Grenaa Dampvæveri, der dengang var byens største arbejdsplads med 1000 ansatte, blandt dem Oles far, der var tekstilarbejder.Bladudgiver som 16-årigOle havde hang til tryksværte. Som 16-årig udgav han et ungdomsblad ³Ejner². I 1967, 17 år gammel, kom han i lære som typograf/trykker hos Grefta i Grenaa. Han var i lære 4 år og arbejdede derefter et år som trykker hos Grefta, inden han som 22-årig forpagtede Grenaa Bogtrykkeri, sammen med Leo Thomassen, af bogtrykker Ejnar Thuesen Johansen, Auning.
Ole mødte en dag en forretningsdrivende, som sagde:
-Hold op med det pjat med ungdomsbladet og udgiv en ugeavis.Grenaa Bladet bliver fødtDet gjorde Ole og Leo. Den 19. september 1972 kom Grenaa Bladet på gaden, og så gik det stærkt. I 1974 købte de ejendomskomplekset Storegade 37, og i 1980 blev de to kompagnoner enige om at skilles. Så stod Ole alene med Grenaa Bladet og Grenaa Bogtrykkeri.
-Vi var de første på Djursland, der udgav en avis ved hjælp af den moderne elektronik med fotosats, siger Ole Skaanning. Vi har hele tiden investeret i moderne teknik. Vi har skiftet edb-maskiner og fotosætter ud mange gange siden starten. Jeg tror, det er vigtigt at følge med tiden i den branche her. Det er en branche, hvor vi hele tiden skal være vågen overfor udviklingen, som hele tiden er i gang.Bladets fotografI perioder kan det godt give penge at udgive en ugeavis, men i andre kan det være lidt sløjt.
Hvis forretningslivet har det godt, så har vi det også. Det at udgive aviser i dag kan godt være problematisk. Vi ser da også den ene sammenlægning efter den anden. Vi bevarer dog vores selvstændighed og dermed vores uafhængighed, siger Ole med et beskedent smil.
Ole Skaanning er ikke en mand af mange ord. Han handler mere end han taler. Det vidner hans indsats på gennem årene. I starten af Grenaa Bladet kunne de møde kl. 8 søndag og først gå hjem mandag aften kl. 23. I dag er en arbejdsuge på 50-60 timer ikke ualmindelig. Ole er også fotograf på Grenaa Bladet, og det kræver ofte, at han må ud til begivenheder om aftenen og på helligdage.
Den 47-årige Ole har ikke mistet gnisten endnu. Avisen skal ud, som de siger indenfor avisverdenen, og det skal helst gå fremad hele tiden.Mange aktiviteterHan har dog også lært at slappe af. Det foregår på golfbanen, men heller ikke her kan han nøjes med at slå til bolden. Han er nemlig formand for juniorudvalget og turneringsudvalget i Grenaa Golfklub, og så er han også med i bestyrelsen.
Dertil kommer, at Grenaa Bladet og Grenaa Bogtrykkeri ikke er de eneste aktiviteter i Storegade 37. Der er distribution af reklametryksager, der er fremstilling af profilaviser for firmaer og institutioner, og der bliver udgivet turistguider fra bogtrykkeriet, ligesom der findes en videoafdeling.
Det sidste får vi ikke rigtigt drøftet for telefonen ringer igen. Det er nok tredje gang, og så siges der i telefonen:
-Hallo, det er Ole.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000