08-09-1997

Grønt flag - Grøn Skole

Grenaa Blad logo

Grenaa Østre Skole deltager i det landsdækkende projekt »Grønt Flag«. I sidste uge holdt skolen »Grøn uge« som opstart til dette projekt. For at få Det Grønne Flag skal man arbejde med natur og miljø i skolen. Helt konkret betyder det, at der skal arbejdes med undervisningsmaterialer til temaerne Vand, Energi og Affald, nedsætte et miljøråd, der udarbejder en handlingsplan for hvert tema, undersøge ressourcens vej - for eksempel vandets vej fra grundvand til vandhane - nedsætte energiforbruget på skolen, eksempelvis el-forbruget, synliggøre arbejdet lokalt, lave konkrete anlægsarbejder, aflevere en rapport, der beskriver arbejdet og fungerer som dokumentation for tildeling af det grønne flag og endelig lade borgmesteren hejse det grønne flag, når temaet er gennemført.

»Grønt Flag - Grøn Skole« er en del af et internationalt samarbejde omkring miljøundervisning og er i Danmark organiseret i et samarbejde mellem Biologforbundet, Geografforbundet, Københavns Skolevæsen og Friluftsrådet.

På Grenaa Østre Skole blev der blandt andet arbejdet med vandforsøg, sparekampagne, regnvandsindsamling, forskellige ud-af-huset-aktiviteter, vandcafé og meget andet. Og borgmester Arne Jessen var såmænd også med til at åbne den grønne uge på Østre Skole, idet han forestod den officielle åbning mandag morgen den 1. september.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000