08-09-1997 |
|
Kjær Massage på Bellisvej |
![]() |
Inge B. Kjær åbnede mandag i sidste uge klinikken »Kjær Massage« på adressen Bellisvej 4 i Grenaa. Hun er 37 år gammel og er netop blevet færdiguddannet som lægeexamineret fysiurgisk kropsmassør efter 1 års uddannelse på en kropsterapiskole i Silkeborg. Inge B. Kjær er således i stand til at afhjælpe ting som muskelspændinger, idrætsskader, smerter, stress med videre.
- Jeg har dyrket idræt hele mit liv, og har på den led altid været interesseret i kroppen og dens funktioner. På den led har jeg længe båret rundt på en lille drøm om at blive massør, og det er så den jeg søger at realisere nu, siger Inge B. Kjær, og fortsætter:
- Fysiurgisk massage anvendes altid, hvor der er tale om stive muskler, for eksempel ved sygdomstilfælde, efter idrætsudøvelse, statiske kropsbevægelser, belastende arbejdsstillinger, stressende arbejde og lignende. Mange lidelser i bevægeapparatet - det vil sige muskler, sener og led - behandles med massage, som både lindrer, helbreder og forebygger. Ved lokale hævelser og ved blodansamlinger omkring muskler og led har massage også gavnlig virkning, fordi den flytter vævsvæsken, siger hun.
Og endelig mener hun, at fysiurgisk massage har en god psykisk påvirkning.
- Flere virksomheder har fundet ud af, at det er en god idé/forretning, at alliere sig med en massør, som periodisk behandler medarbejdere med hårdt, monotont arbejde i kulde og træk. I de fleste tilfælde kan man måle den gavnlige effekt ved at konstatere et markant fald i antallet af sygedage. Her tænker jeg eksempelvis på DSB-togførerne, siger hun endvidere.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000