08-09-1997

Grenaa Koret er godt i gang

Grenaa Blad logo

Grenaa Koret er et blandet kor med cirka 45 medlemmer. Repertoiret er ligeså blandet som koret. Der synges med andre ord noget for enhver smag lige fra drikkeviser til salmer. Dirigenten hedder Betty Gregers Arendt, som selv er professionel sanger. Hun er frisk, inspirerende og dygtig til at formidle sin sangmæssige kunnen. At synge i kor er både en slags motion og afslapning på én og samme tid, siger korets formand Lisbeth Wincentz, der opfordrer interesserede til at komme og prøve.

- Vores sæson er ganske vist allerede i gang, men man kan endnu nå at komme med i indstuderingen af repertoiret, som traditionen tro munder ud i flere koncerter - herunder altid én i Grenaa Kirke, der plejer at være et årligt tilløbsstykke. Vi deltager året igennem i adskillige andre arrangementer, siger Lisbeth Wincentz.

Grenaa Koret er organiseret under FOF og øver hver onsdag aften i sanglokalet på Grenaa Vestre Skole.

- Vi vil gerne have nye sangstemmer. Især kan vi bruge flere basser, så holder man af at brumme, hvorfor så ikke prøve, om man kan bruges i Grenaa Koret, slutter Lisbeth Wincentz, der kan kontaktes for yderligere information.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000