01-09-1997 |
|
Gavekort udtrukket blandt deltagerne i undersøgelse af trafikmønsteret på Djursland |
![]() |
Grenaa Kommunes Udviklingsafdeling samt Grenaa Erhvervsråd har foretaget en spørgeskemaundersøgelse af trafikmønsteret på Djursland. Der blev ialt udsendt 600 spørgeskemaer, der, med baggrund i ønsket om en så repræsentativ besvarelse som muligt, blev sendt til 300 udvalgte pendlere samt 300 husstande. Cirka 31% af skemaerne blev returneret, og det betragtes som værende tilnærmelsesvist tilfredsstillende. Idéen med undersøgelsen er, at den skal give politikerne en dokumentation for folks ønsker for den kollektive trafik, og præferencer hvad angår valget af transport i samme forbindelse. Folk skulle gerne lokkes fra bilerne over i busserne/toget. Mellem de indsendte spørgeskemaer blev der torsdag i sidste uge trukket lod om ialt 6 gavekort af 500 kroner til Cityforeningens butikker i Grenaa. Denne lodtrækning blev foretaget på borgmester Arne Jessens kontor på Grenaa Rådhus. Her blev der også uddraget nogle generelle holdninger fra skemaerne, selv om de ikke har været under elektronisk behandling endnu.Offentlig transport er for langsom, for dyr og for dårlig- Den offentlige transport er for langsom, har for dårlige forbindelser og er for dyr. Tillige er der den ulempe, at man jo skal være ved et givent stoppested på minuttet for at kunne komme med. Sådan ser den generelle holdning ud til at være, og derfor står privatbilismen stærkere, men så kan det jo undre, at man ikke i større udstrækning benytter sig af samkørsel, der både er billigere for den enkelte samtidig med, at det er mere miljørigtigt. Men det allerbedste ville jo være, hvis blot nogle af de mange indpendlere til arbejdspladser i Grenaa Kommune ville være så venlige at bosætte sig i kommunen, sagde borgmester Arne Jessen som en kommentar til persontransportundersøgelsen.
Gavekortene til de heldige vindere overrækkes af formanden for Grenaa Erhvervsråds bestyrelse, Erik Holme Pedersen på Grenaa Erhvervskontor mandag den 8. september.
Onsdag den 24. september vil formanden for Trafik og Miljø i Århus Amt, Lotte Horneman, kommentere konklusionerne af undersøgelse, som til den tid vil være færdigbehandlet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000