01-09-1997 |
|
Tre mænd fra Randers blev anholdt og løsladt og anholdt og løsladt... |
![]() |
Natten til tirsdag i sidste uge anholdt Grenaa Politi tre unge mænd fra Randers. Politiet kom på sporet af dem efter de havde forsøgt at stjæle en personbil i Ebeltoft. Her blev de senere på natten anholdt, mens de kørte rundt i en Fiat Brava, som de havde stjålet i Hadsund natten til fredag den 22. august. Der var tale om en fabriksny bil fra Fiat i Hadsund. Endvidere havde de snuppet nummerpladerne fra en indregistreret bil på pladsen, og placeret pladerne på den nye Brava. Desuden huggede de kontanter, værktøj og frimærker inden de forlod Fiat-forhandleren. Tirsdag i sidste uge løb de imidlertid tør for held. De tre er henholdsvis 31, 22 og 19 år gamle.
De blev afhørt på Politigården og først løsladt efter ransagning af deres lejligheder i Randers. Onsdag sidst på eftermiddagen - efter de var lukket ud igen - fik politiet imidlertid en henvendelse fra en sommerhusejer ved Øer, der havde set tre unge mænd i et sommerhus tæt derved, som måske kunne have forbindelse til de personer politiet havde anholdt, og som han havde læst om i avisen. Tirsdag aften havde han således set tre unge mænd ved sommerhuset. Politiet kørte ud til stedet og kunne konstatere, at to af de tre befandt sig i dette sommerhus og selskab med en tredje person. Her havde de brudt ind og opholdt sig et stykke tid før den første anholdelse, og de var vendt tilbage, fordi nogle effekter fra forskellige indbrud skulle afhentes. Blandt andet fandt politiet en computer, der stammede fra et indbrud i Ebeltoft. Randrusianerne blev derfor anholdt påny og sigtet for de nye forhold, som dermed kom for en dag. Torsdag blev de så løsladt påny under sagen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000