25-08-1997

Nyt sæsonprogram fra Grenaa Vise Verse Klub

Grenaa Blad logo

Grenaa Vise Verse Klub er klar med et nyt program for sæsonen 1997-1998. Alle arrangementer/klubaftener foregår i Kulturhuset Pavillonen, der er viseklubbens nye tilholdssted. Denne sæsons helt store viseaften bliver givetvis fredag den 14. november, hvor klubben i samarbejde med Kulturhuset præsenterer den kendte, danske visesanger Erik Grip.

Der lægges ud med en wieneraften den 5. september. Den 3. oktober handler det om Halfdan Rasmussens sjove børnesange og alvorlige voksensange med snert af humor. Præcis én måned senere den 3. november skal der synges kærlighedssange, hvorefter der bydes på Erik Grip fredag den 14. november. Erik Grip har i over 30 år været med til at præge dansk visekunst, og lige så mange plader og CD'ere har han udgivet. Den seneste CD med Carl Nielsen-melodier har fået fine anmeldelser. Billetter til denne viseaften kan købes i Kulturhuset Pavillonen eller ved henvendelse til bestyrelsen for Grenaa Vise Verse Klub.

Den 5. december er der »Jul i Kulturhuset«. Her tages der forskud på julen ved at synge nogle af de mange dejlige salmer og sange.

Første arrangement i det nye år er en P.H.-aften. Her skal der stiftes nærmere bekendtskab med Poul Henningsens udødelige visekunst. Fredag den 6. februar bydes der på evergreens på harmonika ved harmonikaduoen »WASØ« ved Keld Warthoe og Søren P. Rasmussen. Den 6. marts skal der synges om blomster, og programmet rundes af den 3. april, hvor foråret skal besynges. Sæsonen rundes af fredag den 24. april, hvor Grenaa Vise Verse Klub afholder generalforsamling.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000