25-08-1997 |
|
Borgerlig fløj stemte imod salg af sommerhusgrunde - som man gerne ser solgt! |
![]() |
Er De forvirret - fortvivl ikke. Borgerlistens Leo Andreasen stillede på sidste uges byrådsmøde forslag om salg af de 9 sommerhusgrunde ved Polderrevsvej, fordi han er blevet mobbet. Salget af sommerhusgrunde skulle jo have tilført kommunekassen 3 millioner kroner i 1997 i henhold til budgettet, men som det vil være en del læsere bekendt, så er der ikke trillet én eneste sommerhusgrund-krone ned i kommunekassen, fordi det som reglerne er, ikke er helt let at sælge grundene med forkøbsret til sommerhusejerne. Men Leo Andreasen har svært ved at se hvad problemet kunne være i forbindelse med et salg af 9 ubebyggede sommerhusgrunde ved Polderrevsvej. Et salg, der ifølge Leo Andreasens beregninger skulle bibringe den skrantende kommunekasse et beløb på 2,7 millioner kroner i år. Dermed ville man ikke længere kunne mobbe Leo Andreasen, som jo var tungen på vægtskålen ved budgetlægningen sidste år, hvor han stemte sammen med de borgerlige på indtægtssiden og gav de borgerlige salget af sommerhusgrundene på et sølvfa
d imod sine daværende partifællers overbevisning og holdning. Det kostede som bekendt medlemsskabet af Socialdemokratiet, men selv om den borgerlige fløj fortsat er stærkt interesseret i et salg af sommerhusgrundene, så ville man ikke herfra stemme for Leo Andreasens forslag om at sælge de ni grunde ved Polderrevsvej her og nu. Man henviste til Arbejdsgruppens anbefalinger i sagen. Her håber man at kunne udbyde grundene ved Polderrevsvej og Kystvejen samtidig. Gruppens materiale er blevt sendt til udtalelse i Tilsynsrådet, som tidligere har afvist et salg af grundene med forkøbsret til ejerne af sommerhusene. Venstres Knud Kildal understregede, at et givent salg ville blive til markedsprisen, hvilket glædede Gert Schou(S), der som de øvrige socialdemokrater helst ikke vil sælge. Man accepterer dog flertalsafgørelsen.
Venstres Lotte Horneman syntes, at Leo Andreasen burde absentere fra sin plads i byrådet, hvis han som politiker ikke kunne tåle at blive drillet.
Den eneste, der stemte for Leo Andreasens forslag, var ham selv.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000