18-08-1997

Skuffende at SF ikke vil indgå et valgteknisk samarbejde med os!

Grenaa Blad logo

Formanden for S-partiforening i Grenaa, Niels Erik Iversen:- Skuffende at SF ikke vil indgå et valgteknisk samarbejde med os!Formanden for den Socialdemokratiske Partiforening i Grenaa og byrådskandidat for Socialdemokratiet i Grenaa Kommune, Niels Erik Iversen, er skuffet over, at SF i sidste uge takkede nej til at indgå et valgteknisk samarbejde med S i forbindelse med kommunevalget den 18. november.

- Det er både skuffende og beklageligt, at det ikke er lykkedes at få en aftale i stand. Vi har fra vores side hele vejen igennem lagt stor vægt på at få en aftale op at stå, så vi på den led kunne undgå stemmespild. Men SF betingede sig et tættere samarbejde end vi kunne gå med til med politiske bindinger på en lang række punkter til følge. Forud for sammenbruddet i forhandlingerne har vi holdt tre møder i en god og konstruktiv ånd, vi har lavet en fælles pressemeddelelse og udarbejdet en hensigtserklæring som et grundlag for et valgteknisk samarbejde, så jeg troede faktisk, vi kunne få en aftale i stand, siger Niels Erik Iversen til Grenaa Bladet.

I stedet glæder han sig over, at det er lykkedes at få et valgteknisk samarbejde uden bindinger af nogen art i stand med den ene af de to borgerlister, der stiller op til valget - nemlig Grenaa-Listen.Enige i en række sager i Grenaa Byråd- Vi er derfor fortrøstningsfulde, selv om det ikke lykkedes at få en aftale med SF, med hvem vi jo ellers ofte er enige på en række punkter i byrådet. Et valgforbund forekom derfor for vores vedkommende at være en oplagt og naturlig ting mellem de to partier, siger Niels Erik Iversen, der nævner det seneste eksempel af slagsen i Grenaa Byråd, hvor S og SF indstillede, at der skulle bevilges ekstra støttepædagogtimer i daginstitutionerne. Den borgerlige fløj blokerede for denne timetalsudvidelse.Byrådsroser til Grenaa Havns årsberetning '96Grenaa Havns årsberetning 1996 har været under politisk behandling i Grenaa Byråd. På de seneste møde var årsberetningen indstillet til godkendelse af Havneudvalget, og det samlede byråd havde ingen problemer med at godkende årsberetningen, der fik mange rosende ord med på vejen mod godkendelsen i byrådssalen. Regnskabet viser et nettooverskud på 1,8 mio. kroner. Resultatet før afskrivninger viser et overskud på 7,3 mio. kroner. Den samlede omsætning har været på 21,6 mio. kroner - eller næsten nøjagtigt 2 mio. kroner mere end budgetteret.

De Konservatives Lisbeth Steninge delte den første buket roser ud.

- Jeg har kun positive ting at sige om denne årsberetning fra Grenaa Havn. Havneudvalget har jo førhen været kendt for at holde kortene tæt ind til kroppen, men med denne årsberetning har man leveret et let tilgængeligt og overskueligt materiale, der fint og omhyggeligt beskriver havnens aktiviteter i 1996. Nettoresultatet på 1,8 mio. kroner kan vi kun være tilfredse med, og det er også fint at havnens ledelse har visionerne og planerne for dens videre udvikling klar med det overordnede mål for øje, at Grenaa Havn skal være blandt de 10 største havne i Danmark langt ud i fremtiden. Blandt andet ved hjælp af endnu en udvidelse af havnen, som man håber at kunne påbegynde i løbet af 1998, sagde Lisbeth Steninge.Tilfreds formandFormanden for Havneudvalget, socialdemokraten Svend Aage Mikkelsen, mente også, at man kunne tillade sig at være tilfreds med 1996 set med havnebriller på.

- Set i lyset af, at vi jo mangler 3 millioner kroner i indtægter fra Grenaa-Hundested-overfarten i henhold til budgettet, så finder jeg det meget tilfredsstillende, at vi kommer ud med et nettoresultat, der ligger 600.000 kroner over det budgetterede. Et resultat, som er opnået via en meget aktiv servicepolitik overfor brugerne af havnen - nuværende såvel som kommende. Vi befinder os i en benhård konkurrencesituation, men havnens gode placering rent geografisk og den gode servicering af kunderne, gør, at vi er optimistiske med hensyn til havnens udvikling fremover, sagde Svend Aage Mikkelsen, der ikke genopstiller til kommunevalget til november, hvorfor han også må takke af som havneudvalgsformand. En post han har siddet på i flere byrådsperioder.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000