18-08-1997 |
|
Nye folk bag disken ved Q8 i Kirial |
![]() |
Der er kommet nye folk bag disken hos Q8 i Kirial ved Grenaa. Karen og Jørgen Søgaard har ønsket at »trappe ned« efter otte år på posten, og har overdraget tank- og servicestationen til Jette og Ole Rasmussen, som dermed er flyttet over på den anden side af Hovedvejen. De er nemlig flyttet ind i beboelsen til Q8 fra en landejendom ved Randerslandevejen i Kirial, så flyttelæsset skulle ikke køres ret mange meter.
Jette og Ole Rasmussen er helt fælles om at drive Q8 i Kirial, selv om Ole Rasmussen beholder sit faste arbejde i Grenaa. Og de agter at drive den videre som hidtil. Fremtidsplaner i form af etableringen af en grillbar og bade- og værerumsfaciliteter for lastbilchauffører, finder man imidlertid i parrets skuffe.
Jette Rasmussen har arbejdet 20 år som speditør - heraf de 13 år hos Lion Ferry i Grenaa. Derefter har hun blandt andet været beskæftiget som filialleder hos Aldi i Grenaa.
- Men dette Aldi-job var meget tidskrævende, samtidig med, at jeg ikke mere oplevede den tætte kundekontakt, som jeg havde oplevet i speditørjobbet. Desuden skulle jeg tilbringe meget tid på landevejen i bil, hvilket ikke lige er min kop te. Så da muligheden for at overtage Q8 i Kirial opstod, slog vi til. Her skal man ikke gå mange skridt for at komme på arbejde, samtidig med, at jeg igen er kommet tættere på kunderne, siger Jette Rasmussen.Hjælpende hånd fra forgængerneHun og hendes mand er meget taknemmelige for den hjælp de har modtaget fra Karen og Jørgen Søgaard her i opstartsfasen.
- De har været utroligt behjælpelige med at sætte os ind i det hele. Faktisk har de oplært mig over 14 dage, og de står fortsat til rådighed med råd og dåd. Det er vi utroligt glade for, siger Jette Rasmussen, der håber snarest at kunne finde en samarbejdspartner, der vil etablere en grillbar på stedet.
- Vi har jo grunden, og vi lejer meget gerne et stykke grund ud til et sådant formål, siger hun.
Ad åre håber hun også på, at der kan blive tale om at etablere nogle i bade- og værerumsfaciliteter for chauffører, så Q8 i Kirial kan tiltrække et større antal af de mange lastvogne, der passerer i begge retninger.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000