18-08-1997 |
|
Et helt nyt team af fastansatte driver Kulturhuset Pavillonen |
![]() |
Ghita Warrer, Per Serwin og Ellen Hansen er væk, og et helt nyt team af fastansatte medarbejdere har sat sig på posterne som henholdsvis kulturhusleder, kulturhusmedarbejder og caféleder i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. I løbet af halvandet års tid er hele den fastansatte stab af medarbejdere væk, og efter denne lidt turbulente start for Grenaa's Kulturhus, er tre nye faste medarbejdere nu godt i gang med - sammen med ialt otte medarbejdere i jobtræning fra Grenaa Kommune - at udfylde de rammer, som kommunalpolitikerne har udstukket for at skabe et velfungerende kulturhus for forenings- og kulturlivet i Grenaa Kommune med 4.000 m2 under tag. Mandag i sidste uge inviterede kulturhusleder Hardy Andersen, kulturhusmedarbejder Poul Møller og caféleder Ulla Lunøe til pressemøde i Kulturhuset Pavillonen for at fortælle om deres visioner og mål med huset, efterårsprogrammet og dem selv og deres bag- og bevæggrunde for at sige ja tak til jobbet som kulturhusmedarbejder.
Fritidskonsulenten blev kulturhusleder
Hardy Andersen har kun et par måneder på bagen som kulturhusleder. Han kommer fra en stilling som Grenaa Kommunes fritidskonsulent gennem flere år.
- Jeg følte trang til luftforandring, fordi der var kommet for meget administration og sagsbehandling i mit gamle job. Ikke sjældent kritisk sagsbehandling, hvor jeg den ene dag fratog kredse og foreninger tilskud, for den næste at skulle ud og være konsulent og rådgiver for de samme folk. Det bliver man ked af i længden, siger Hardy Andersen, der følte sig tiltrukket af jobbet som kulturhusleder af flere grunde.Tæt på kulturhuset gennem hele forløbet- Jeg har jo været tæt på hele forløbet omkring kulturhuset, blandt andet med deltagelse i flere af arbejdsgrupperne bag det, og jeg har hele tiden ment, at det simpelthen ikke kunne passe, at det ikke kunne lykkes at få det til at køre fornuftigt. Desuden har jeg en umiddelbar interesse for det kulturelle område, hvilket måske ikke mindst kom til udtryk, da jeg fungerede som jubilæumsmedarbejder ved kommunen i forbindelse med Grenaa's 550 års købstadsjubilæum i 1995. Et projekt som jeg synes vi slap rigtig godt fra, og som jeg gerne havde set udbygget og videreudviklet i årene derefter. Der blev ganske vist afsat nogle små puljer til formålet, men der skete ikke rigtig noget, og man må nok konstatere, at det ikke umiddelbart er lykkedes at bygge videre på det succesfulde jubilæumsår hvad kulturarrangementer angår, men det får jeg jo så en chance for at råde bod på i dette job, siger Hardy AndersenIngen klynkeri fra den nye ledelseForgængeren på posten klagede en del over hvad hun anså som et skrabet budget, der ikke levnede plads til kulturarrangementer, men den vogn får man ikke Hardy Andersen til at hoppe på, selv om han ikke har fået en krone ekstra at gøre godt med.
- Økonomien bekymrer os egentlig ikke. Vi har fået til opgave at få enderne til at nå sammen hvad driften af huset angår, og det agter vi at gøre. Man skal således ikke forvente at høre klynkeri fra vores side. Vi skal selv kunne hente penge hjem til de forskellige arrangementer og derved få dem til at løbe rundt og i bedste fald give overskud - enten via tilskud fra forskellige kulturpuljer eller via billetsalg - eller begge dele - og bakker folk op om de ting vi tilbyder, ja så kører det, som det bør og skal. Vi er både kulturformidlere og købmænd, siger Hardy Andersen med henvisning til forgængerens afskedssalut, der gik på, at hun udelukkende var kulturformidler - ikke købmand.Ny altmuligmandDen nye kulturhusmedarbejder/altmuligmand hedder Poul Møller og er udlært elektriker. De seneste 12 år har han fungeret som pedel og brugeraktiverer på amtsinstitutionen ved Trekanten i Grenaa, men efter 12 års arbejde med psykisk handicappede, trængte han til nye udfordringer - ikke mindst håndværksmæssige, og dem har han fundet i rigt mål i stillingen som kulturhusmedarbejder.
- Der er sandelig nok at tage fat på. Vi har haft fat i det ene omklædningsrum i Grenaa Hallen, og selv om det har fået en ordentlig omgang, så er vi ikke færdige endnu, siger Poul Møller, der tiltrådte i sit nye job den 1. april. Det er en stor opgave at rengøre og vedligeholde det 4.000 m2 store Kulturhus, og Hardy Andersen og Poul Møller siger samstemmende, at de ihvertfald ikke har for mange folk til at hjælpe sig med opgaven.God stab af folk- Men vi har heldigvis en god stab af folk og vi fungerer fint som et team - et velfungerende kollektiv, men det er også nødvendigt for det er en regulær arbejdsplads vi befinder os på - ikke et beskæftigelsesprojekt, siger Poul Møller videre.
Ulla Lunøe er den af de tre, der har mest erfaring som kulturhusmedarbejder. Hun blev fastansat som caféleder i december måned sidste år, men har rent faktisk været med helt fra starten af. Der er således blevet trukket på hendes arbejdskraft løbende og efter behov i hele Kulturhusets levetid. Derudover har hun haft med fødevarer at gøre gennem de sidste 6-7 år. Heraf 2 1/2 i køkkenet på Grenaa Produktionsskole.
- Jeg elsker at have med mad at gøre. Det skal være enkelt, indbydende og fedtfattigt, og det madkoncept synes jeg passer perfekt til Kulturhus-køkkenet, som set med mine øjne er ét af de bedste i hele byen, siger Ulla Lunøe, der også bærer rundt på en forkærlighed for at arbejde med de svage grupper i samfundet. På den led er jobbet i Kulturhuset også en udfordring for hende, fordi huset jobaktiverer revalidenter, bistandsklienter og bosniere via Grenaa Kommune.Serverer for brugerne af kulturhusetCaféen/køkkenet skal servere mad og drikke for de folk, der bruger kulturhuset. Det være sig publikum ved foredrag eller andre kulturelle arrangementer, eller de daglige brugere af huset, såsom elever af Grenaa Daghøjskolen og sprogskolen for bosniere, der også bruger Kulturhuset. På den led er hun lydhør overfor specielle ønsker fra foreninger og kredse, der måtte ønske en anden forplejning, end den, der står på spisekortet.
- Bespisning ved store arrangementer kan vi imidlertid ikke klare. På den front har vi indgået et samarbejde med Stena Hotel om at levere maden i sådanne tilfælde, og et lignende samarbejde er vi åbne overfor med andre restauratører. En forening kan også selv sørge for maden til et arrangement - det blander vi os ikke i. Vi skal blot stå for salg af drikkevarer, siger Ulla Lunøe med henvisning til, at der gerne skulle rulle nogle kroner ind på indtægtssiden også i ny og næ.Kultur og fast og flydende hænger sammen- Kultur og forplejning i form af fast og flydende hænger jo uløseligt sammen, og fra politisk hold er det jo intentionen, at huset skal bruges, som det hele tiden er blevet brugt. Vi håber ikke, vi træder nogen over tæerne med denne forplejningspolitik, og noterer os med glæde, at beværterforeningen har budt den nye ledelse velkommen, siger Hardy Andersen .
Udover de tre ovennævnte kulturhusmedarbejdere har man deltidsansat bogholderen Anna Asmussen til at holde styr på regnskaberne i Kulturhuset Pavillonen.
De tre fastansatte kulturhusmedarbejdere satser på at levere en god service overfor brugerne af huset, og det skulle således ikke længere blive aktuelt, at én forening selv skal lukke og slukke efter sig om aftenen efter et endt møde.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000