18-08-1997

Grenaa Strand kan imponere selv de græske turister!

Grenaa Blad logo

Følgende roser blev under overskriften: »Lokkende grønt badevand«, uddelt i dagbladet Politiken den 1. august i bladets sommermagasin. Journalist Lisa Klit har været i Grenaa, men har tydeligvis forsømt at orientere sig hele byen rundt, eftersom handelslivet ved Bredstrupvej/Mellemstrupvej ikke helt yder retfærdighed overfor byens samlede handelsliv. At byen har Nordeuropas bedste badestrand kunne hun dog ikke bestride:

Umiddelbart kan det være meget svært at gennemskue, hvorfor Grenaa år efter år er hjemsted for tusindvis af turister. De mest spændende forretninger lyder navne som »Stof, tøj og træsko«, og hvis man satser på at blive mæt inden midnat, er det nok nemmere at stille sulten med et par ristede nede fra Grillen end at lede efter en god restaurant.

Men hvis man forlader centrum og finder frem til Kystvejen, står det pludselig krystalklart, hvorfor Grenaa er feriemål for mange sommergæster. Her ligger den lange brede strand og lokker med badevand så grønt, at selv græske turister måtte blive imponerede.

Der er mange mennesker på stranden - rigtig mange, men det er langt fra umuligt at finde plads til både badehåndklæder, liggestole og et enkelt spil strandtennis, uden at sende familien ved siden af direkte ud i et klaustrofobisk anfald.

Havtemperaturen ligger et par grader højere end ved mange af nabostrandene i Østjylland. Samtidig er der ikke et eneste stykke tang i sigte. Og det er et stort plus for Sommermagasinets udsendte. Dels kan det være svært at styre fantasien, der legende let leverer både hajer, moræner og piratfisk, når sandbunden er dækket af et gedigent lag havukrudt. Og dels byder barndomsminderne på en mor, der tilbragte sommeren 1979 i et karbad fyldt med tang i håb om at realisere sig selv. Traumer og omstændigheder, der i solidt samarbejde har udviklet en blomstrende indre allergi over for skidtet.

Vandkanten er denne dag fyldt med små kreative arkitekter, som giver talrige bud på fremtidens slots-konstruktioner, og når spanden skal fyldes med vand, kan det sagtens klares uden en voksen hånd. Vandet er roligt og vandstanden lav et godt stykke ud.

Grenaa Strand er omgivet af klitter, så der er rig mulighed for at finde en gryde på luftige dage - en sjældenhed i det østjyske.

Midt mellem klitterne er placeret en beachvolleybane til fri afbenyttelse, og efter kampen kan væskebalancen justeres i Klitkiosken ved parkeringspladsen, der sælger både øl og vand, Polaris og burgere. Og Klithuset over for kiosken byder på gode toiletforhold til de, som efterfølgende måtte trænge.

Alt i alt en skøn strand med alle de faciliteter en luksus strandløve kunne ønske sig. Fem badebolde er kørt i stilling, men den ene må ved nærmere eftertanke lade luften, for der er mange mennesker om at dele stranden, og det giver ind imellem anledning til både støj og småkøer blandt folket. Men fire hårdtpumpede bliver det i hvert fald til.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000