11-08-1997

Den borgerlige fløj blokerede for ekstra støttepædagogtimer i daginstitutionerne

Grenaa Blad logo

Valgkampen er skudt ind for alvor:Den borgerlige fløj blokerede for ekstra støttepædagogtimer i daginstitutionerneEn sag om 87,5 ekstra ugentlige støttepædagogtimer til børn med et formodet/dokumenteret støttebehov i Grenaa Kommunes daginstitutioner året ud, skulle vise sig at blive den sag, der for alvor skød valgkampen ind her op til amt- og kommunevalget den 18. november. Den borgerlige fløj og S-SF-fløjen viste sig nemlig at være henved 3 milliarder lysår fra hinanden i denne sag, der faldt på stemmelighed mellem parterne i Grenaa Byråd på sidste uges møde - det første af slagsen efter sommerferien. Der bliver således ikke tale om ekstra støttepædagogtimer i institutionerne, hvor børn, forældre og personale må klare sig året ud med de 357 timer i gennemsnit pr. uge, som er afsat i henhold til budgettet for 1997. Pengene til de ekstra timer - 150.000 kroner - kunne ellers relativt smertefrit hentes via en netop indkommet sum penge fra Århus Kommune, som over en årrække har opkrævet for meget betaling fra Grenaa Kommune for et barns ophold på en daginstitution i Århus.Ansøgninger på vegne af 27 børnDer er nedsat et Støttepædagogudvalg, der efter ansøgning fra institutionerne bevilger et antal timer til de/det barn, der måtte have behov for støtte efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde og indenfor rammerne af de timer, der må anvendes til formålet. Udvalget afholdt sidst møde den 28. maj, hvor der var indgået ansøgning om støtte til ialt 27 børn med et anslået ugentligt timebehov på 507 timer i snit. Eller noget mere end de 357 timer, der er bevilget politisk.Behov for 87,5 timer ekstraMed de timer, der i gennemsnit er forbrugt i første halvår af 1997, resterede der i gennemsnit 347 timer pr. uge, og efter en vurdering af de indsendte ansøgninger, fandt udvalget, at der resten af året vil være behov for yderligere 87,5 time pr. uge.

Formanden for Familie- og Kulturudvalget, Erik Hoberg, anbefalede, at byrådet bevilgede pengene til disse ekstra 87,5 timer.

- Det er dybt beklageligt, at behovet er der, men når det nu engang er sådan, så må vi reagere ved at yde de midler, der skal til for at børn med et behov for hjælp og støtte også får den. Og det skal bemærkes, at Støttepædagogudvalget har foretaget en meget kritisk vurdering af de enkelte ansøgninger før udvalget meldte ud med de ekstra 87,5 timer. Der er altså tale om et veldokumenteret behov, sagde Erik Hoberg(S).De borgerlige med foden på bremserneVenstres Leif Pieler var ikke i tvivl om, at de ekstra timer kunne gøre gavn på området, men i en tid med en særdeles anstrengt kommunal økonomi og deraf følgende vanskelig igangværende budgetfase for 1998, mente han ikke, at det ville være økonomisk ansvarligt at bevilge en eneste krone ekstra på området.

- Vi kan ikke bare blive ved med disse tillægsbevillinger. Vi må bremse op på ét eller andet tidspunkt, og på den borgerlige fløj mener vi, at tiden er moden til at slå bremserne i, sagde han blandt andet.

SF'eren Allan Andersen bemærkede dertil, at V og K endnu engang brillerede ved, at lade økonomien komme foran mennesket, og at han fandt denne politik utroligt snæversynet, fordi regningen på lang sigt - set i forhold til, at nogle børn angiveligt må vokse op uden at få den nødvendige pædagogiske støtte - bliver meget større end den byrådet stod overfor i tirsdags.Normalgruppen mindre og mindre?Venstres medlem af Økonomiudvalget, Knud Kildal, bemærkede, at han fandt det forunderligt, at normalgruppen af børn bliver mindre år for år. Leif Pieler støttede dette synspunkt ved at bemærke, at man fra pædagogisk side måske er lidt for rundhåndet med at notere sig børn med støttebehov.

- Ligeså snart der bare er en lille smule skævt ved et barn, så skal der tildeles støttepædagogtimer, sagde han.

Erik Hoberg gik til modangreb ved at argumentere, at der på ingen måde var tale om klynk.

- Behovet er veldokumenteret. Desværre er der tale om en ændret børnekarakter, hvor flere og flere børn har svært ved at klare sig, og hvis ikke sådanne adfærdsproblemer bliver forebygget, så bliver det for alvor dyrt i den sidste ende, når samfundet skal til at efterbehandle, sagde han blandt andet.Stemmelighed - S en mand i undertalAfstemningen om de ekstra støttetimer endte med stemmelighed 9-9, hvorfor forslaget faldt. Borgerlistens Leo Andreasen stemte ellers sammen med sine tidligere partifæller, socialdemokraterne, og den enlige SF'er, men det rakte ikke, da der var afbud fra Gert Schou(S). Da der ikke var tale om et afbud, der kunne begrundes med sygdom, kunne en suppleant ikke indkaldes. Det kunne Venstre, der på grund af Alice Espeholts sygdomsafbud, havde indkaldt Pia Sørensen. Med otte Venstre-stemmer og en enkelt konservativ, Lisbeth Steninges, endte afstemningen altså med stemmelighed, og forslaget om de ekstra støttetimer faldt dermed.

Banen er med andre ord kridtet op til det kommende byrådsvalg.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000