11-08-1997 |
|
Villa-indbrud i dagtimerne eskalerer i Grenaa for tiden |
![]() |
Temmelig mange villa-ejere i Grenaa har på det seneste haft den kedelige oplevelse at komme hjem til et hus, der har haft ubudne gæster i dagtimerne, mens beboerne har været på arbejde. Tirsdag i sidste uge kunne kriminalinspektør ved Grenaa Politi, Henning Knudsen, konstatere, at der i løbet af små 14 dage var forekommet 10 sådanne indbrud i forskellige villakvarterer i byen. Omkring disse indbrud danner der sig et klart mønster med hensyn til fremgangsmåde og hensigter, hvilket peger i retning af, at der er tale om personsammenfald ved samtlige indbrud i dagtimerne. Tyvene opbryder eller knuser en rude med forhåndenværende værktøj på det pågældende sted. Derefter går de på jagt efter kontanter i huset, hvilket tilsyneladende er det eneste de går efter, oplyser kriminalinspektøren.
Mandag klokken 14.30 i sidste uge skete der et sådant villa-indbrud på Kornblomstvej i Grenaa. Her havde tyvene tiltvunget sig adgang ved at opbryde en terassedør. Men de blev forstyrret af en beboer, idet denne vendte hjem på det pågældende tidspunkt. Han nåede imidlertid lige at se to personer stikke af via den opbrudte terrassedør, men han nåede ikke at se så meget af dem, at der er et signalement på personerne. Dagen forinden havde et lignende indbrud fundet sted i en villa i Åstrupparken.
- I og med, at de udelukkende går efter kontanter, så er det typisk et forholdsvist ringe udbytte de slipper afsted med, men det ændrer altså ikke en tøddel ved, at det er en meget ubehagelig oplevelse for beboerne, at komme hjem til et hus, der har været udsat for indbrud, og derfor prioriterer vi da også opklaringen af disse indbrud meget højt. På den led er det vigtigt med opbakning fra folk, som eventuelt måtte se noget mistænkelig adfærd - det være sig personer og/eller biler, der lusker rundt i et område, hvor de ikke oplagt har noget at gøre, siger kriminalinspektøren, der opfordrer folk til at ringe ind med sådanne observationer på 86 32 10 11.
- Gi' os et prej. Man skal ikke holde sig tilbage med oplysninger, vi skal nok sortere i dem, så ingen henvendelse er overflødig eller uinteressant, slutter han.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000