11-08-1997

Psykisk syg forsøgte at lave et røveri for at blive indlagt på Psykiatrisk Hospital

Grenaa Blad logo

Personalet i Dagli' Brugsen på Strandgade ved Grenaa Havn blev tirsdag eftermiddag i sidste uge udsat for et noget apparte røveriforsøg. En midaldrende mand trådte ind i butikken, hvorefter han henvendte sig til kassen for at få at vide, hvor man kunne finde køkkenknivene. Det fik han at vide, hvorefter han fosvandt i den angivne retning. Kort tid derefter troppede han op ved kassen igen - i denne ombæring med en emballeret køkkenkniv og en flaske rødvin. Kniven blev pakket ud og ekspedienten blev derefter truet til dels at give ham penge og dels at ringe til politiet. Uddeleren dukkede derpå op som følge af optrinnet, og de samme trusler blev derpå gentaget til ham. Uddeleren fulgte sidstnævnte opfordring og ringede således til politiet. Men manden fik ingen penge, og lettere irriteret smed han kniven og en 50'er på disken, hvorefter han forlod butikken med rødvinsflasken. Politiet ankom hurtigt til stedet, og kunne efterfølgende anholde manden i området. Der var tale om en 45-årig mand, som under afhøringen

forklarede, at han udelukkende begik røveriforsøget for at blive indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor han tidligere har opholdt sig. Han sagde endvidere, at han tidligere på dagen, havde haft telefonisk kontakt med hospitalet med henblik på at blive indlagt, men at man ikke ville vide af ham i denne ombæring. »Så må jeg jo begå et røveri«, havde han meddelt hospitalet. Og som sagt, så gjort. Manden fik sin vilje og blev indlagt på hospitalet uden at blive fremstillet ved et grundlovsforhør. Grenaa Politi tygger i mellemtiden på, hvilken sigtelse man skal konfrontere manden med som følge af det apparte røveriforsøg. Da han ikke begik røveriet med et forsæt om at røve penge eller andre værdier fra forretningen, kan det blive vanskeligt at opretholde en sigtelse for forsøg på røveri, men ellers taler sandsynligheden for, at han vil kunne sigtes, tiltales og dømmes for trusler på livet i forhold til brugspersonalet. Falder der dom i sagen, vil der efter alle solemærker at dømme, blive tale om en be

handlingsdom på grund af den 45-åriges ustabile mentale tilstand.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000