04-08-1997 |
|
Blak´out i sommervarmen |
![]() |
Det socialdemokratiske medlem af EU-parlamentet, Fredy Blak, går stærkt imod det for lang tid siden vedtagne, at al toldfri handel ved rejse mellem EU-landene skal ophøre i løbet af meget få år. Påskuddet til at være imod skulle være, at så mister man 12.000 arbejdspladser og de rejsende mister muligheden for at købe »lidt sjovt for en billig penge«. Han har endda fået indsamlet 50.000 underskrifter for at Danmark kan få lov til at bibeholde det toldfri salg i fly og på færgerne mellem Danmark og de øvrige EU-lande.
Freddy Blak´s argumentation bærer præg af, at der har været kørt et godt stykke lobbyarbejde på ham. Men der er jo også store kapital-interesser bag den nok mest solgte toldfrie varegruppe, nemlig alkoholen (øl, vin og spiritus).
Inden for EU tales der meget om afskaffelse af statstilskud til eksempelvis værftsindustrien. Her afskaffer man statstilskuddet (godt nok et indirekte statstilskud, nemlig den afgift, staten mister) til drift af færgeruter, hvis primære formål er at sejle fra Danmark til en havn i et andet EU-land, hovedsagelig Tyskland, hvor passagererne så køber alkohol ad libitum som den primære vare og lidt slik og parfume. Det er positivt, at der bliver sat en prop i flasken for den trafik. Ruter, der ikke kan leve af at transportere passagerer og køretøjer fra et punkt til et andet, har ingen eksistensberettigelse, al den stund der ikke er et trafikalt behov derfor.
Jeg støtter skatteminister Carsten Koch 100%, når han tager afstand fra Freddy Blak og dennes lobbyisme-bagland. Desuden er Danmark medlem af EU, hvad enten man er for eller imod. Og må rette sig efter vedtagne love og bestemmelser.
De penge, der kommer ind i afgifter ved mersalg i Danmark, er der desuden hårdt brug for i bekæmpelse af alkoholskader. For et stykke tid siden blev sløret løftet for en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, der påpegede, at udgifterne ved alkoholskader andrager mindst 11 milliarder danske kroner årligt.Henrik Mygind Andersen
Tyttebærvænget 5
5856 Ryslinge
Landssekretær i Danmarks Afholdsforening
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000