28-07-1997

Sommerfest i Tirstrup

Grenaa Blad logo

I dagene fra onsdag den 30. juli til søndag den 3. august er der sommerfeststemning i Tirstrup. Traditionen tro starter sommerfesten med en kirkekoncert i Tirstrup Kirke onsdag den 30. juli. Ved koncerten medvirker sopranen Sanne Kolman, organist Rosa Bonde og Tajs Kolman på guitar. Programmet består af solosang, orgelspil og fællessang af danske sommersange og salmer. Det er Tirstrup og Fuglslev menighedsråd, der inviterer.

Torsdag den 31. juli er der kæmpe gave-banko i Tirstrup-Hallen, og et sodavandsdiskotek med Stream Light. På festpladsen er der diverse boder med fiskedam, tombola, dåsekast og skydning, og KFUM-spejderne i Tirstrup har aktiviteter på pladsen under hele festen. Fredag aften er der underholdning ved henholdsvis Povl Kjøller og Diskotek Stream Light. Lørdag eftermiddag kan man opleve noget så forskelligt som opvisning ved Balle Cross Center, kokassebanko, gymnastikopvisning ved Tirstrup Idrætsefterskole og Cirkus Skunk. Om aftenen er der spisning i telte inklusiv revy. Søndagen indledes med morgenkaffe sponsoreret af Tirstrup Brugs og Bageri, hvorefter der afholdes banko, aktiviteter for børn, Ebeltoftgarden trækker op ved Plejehjemmet Vesterled og giver derefter koncert på pladsen. Endvider byder eftermiddagen på opvisning ved Tved Brandvæsen, Square Dance-opvisning, hvorefter dette års sommerfest i Tirstrup så småt går på hæld.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000