28-07-1997

Bådtyve anholdt

Grenaa Blad logo

En 30-årig mand fra Tranbjerg og en jævnaldrende mand fra Malling ved Århus - to gode bekendte af ordensmagten - blev udsat for en civil anholdelse ved Handrup Strand på Mols natten til søndag den 20. juli. Vidner havde set dem sejle ud til nogle både med den skumle hensigt at stjæle disse, men det blev forhindret af vidnerne, som fastholdt de to på stedet indtil politiet kunne nå frem. I de to 30-åriges bil fandt politiet nogle effekter, som peger i retning af, at de var godt i gang med et tyvetogt i området. Politiet fandt to påhængsmotorer, to benzindunke og en gummibåd. Der var tale om en blå Yamaha 30 HK påhængsmotor og en 4,5 HK sort Mercury påhængsmotor, to røde 20 liters benzindunke i metal og en marinegrå/sort gummibåd - en 2,5 meter lang og kraftig model. Effekternes retmæssige ejermænd bedes henvende sig til Grenaa Politi.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000