21-07-1997 |
|
Ældre Sagen klar med et nyt halvårsprogram |
![]() |
Ældre Sagen Grenaa/Midtdjurs har netop barslet med et nyt halvårsprogram, der dækker 2. halvår af 1997. Der lægges ud søndag den 17. august med en tur til Ryomgård Egnsspil, der opfører »Den glade enke« i det fri. Tirsdag den 19. august inviteres medlemmerne på heldagstur til grænseområdet. Her skal der kigges på nye spændende rejsemål syd for grænsen inkl. ophold og indkøbsmuligheder med Knud Christophersen som turleder. Mandag den 25. august inviterer Ældre Sagen til en paneldiskussion i Posthaven med lokale politikere i samarbejde med Ældre- og Handicaprådet. Tanken er, at konfrontere politikerne med de ældres problemer i Grenaa Kommune set i relation til det forestående amts- og kommunevalg til november.
Mandag den 25. august står Ældre Sagen i Midtdjurs for et arrangement med den kendte radiodoktor Carsten Vagn Hansen og frue, som fortæller og underholder. Arrangementet afvikles i samarbejde med den lokale afdeling af Røde Kors.
Ældredag i PosthavenSeptember-arrangementerne starter lørdag den 6. med en Ældredag/Åbent Hus i Posthaven, hvor Vise Verse Klubben vil sørge for underholdningen. Tirsdagen derefter får Ældre Sagen påny besøg af en flok glade pensionister fra Berlin, som trakteres med underholdning, mad og drikke i Posthaven og søndag den 14. er der hyggeligt samvær med underholdning på Jættegården i Ryomgård. Mandag den 15. september tager »traverne« i Ældre Sagen på den årlige tur, der i år går til Mors og Fur. Tirsdag den 16. starter bridgeundervisningen i Posthaven, og det er også i september måned, at EDB-undervisningen fortsætter i samarbejde med FOF. Det foregår på Vestre Skole.
En dag i september vil Midtdjurs-afdeling også lave en paneldiskussion med kommunens politikere op valget i november.
Mandag den 22. er der foredrag om senil demens i Posthaven ved Bende Andersen fra det nye center i Kolind. Mandag den 29. kan man samme sted opleve lektor Palle Schjødt Rasmussen fortælle om Grenaa-egnens kirker. Det sker i samarbejde med FOF og er det første af ialt tre foredrag om emnet.
Operatur til ÅrhusOnsdag den 22. oktober skal Ældre Sagen en smut forbi Musikhuset i Århus for at opleve Verdi's opera »La Traviata«. Som optakt til denne aften vil Ole Olesen fortælle om værket torsdag den 9. oktober i Posthaven. Tirsdag den 14. oktober arrangeres der heldagstur til København, hvor man besøger Christiansborg og Glyptoteket. Mandag den 20. er der filmaften i Posthaven med årets udflugter i ord og billeder.
Midtdjurs-afdeling arrangerer i oktober endvidere en eftermiddagstur i bus til Ceres-bryggeriet i Århus med rundvisning og smagsprøver.
Søndag den 9. november er der hyggeligt samvær med underholdning på Vikingegården i Kolind. Brødrene Ejlersen spiller på harmonika. Mandag den 10. november er der foredrag om økonomi i Posthaven. En konsulent fra BG Bank i Grenaa fortæller om penge, renter, investeringer, opsparinger med videre. Og endelig er der mandag den 29. broget medlemsaften i Posthaven med underholdning, musik og hyggeligt samvær.
Årets julefrokost i Ældre Sagen afvikles lørdag den 6. december på Ryomgård Hotel.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000