07-07-1997 |
|
Eksamensbevis til fiskere |
![]() |
Danmark har fået sine første fiskere med eksamensbevis. SiDs Fagbladet skriver følgende:
Danmark har nu fået sine første fiskere med eksamensbevis. De 7, der har afsluttet den nye 2 1/2 års erhvervsfiskeruddannelse, har som de første nogensinde fået det særlige »blå bevis«. Men mange flere er på vej gennem den nye fiskeriuddannelse. Og der er rift om de nyuddannede fiskere, siger forretningsfører Mogens Hansen, SiD¹s Transportgruppe. Bag fiskeriets »blå bevis« står Søfartsstyrelsen, Danmarks Fiskeriforening og SiD. Det er første gang nogensinde fiskerierhvervet har fået en egentlig erhvervsfaglig grunduddannelse. Tidligere tog de unge bare uden videre med til søs og lærte faget efterhånden.
Den nye erhvervsfiskeruddannelse er dels en ungdomsuddannelse på linje med andre lærlingeuddannelser og dels en egentlig voksenuddannelse.
Ungdomsuddannelsen er fortrinsvis for unge mellem 16 år og 18 år. Der er tale om en vekseluddannelse, der består af 3 praktikperioder og en teoriperiode af 22 ugers varighed. I praktikperioden skal lærlingen deltage i 3 forskellige former for fiskeri.
I teoriperioden er der undervisning i blandt andet søsikkerhed, arbejdssikkerhed, brandbekæmpelse, sundhedslære, orientering, økonomi, fiskerilære, navigation, motorlære, svejsning, kabystjeneste, tovværks- og wirearbejde, radiolære med videre.- Udviklingen viser, at vi i SiD så rigtigt, da vi i sin tid gik ind og fik etableret den nye erhvervsuddannelse for fiskere. Vi forventer, at de unge, der gennemgår den nye uddannelse vil være med i debatten om at udforme et bæredygtigt fiskeri til gavn for dem selv og for erhvervet, siger Mogens Hansen.
De 7 unge, der ved en højtidelighed på Danmarks Fiskeriforenings kontor i Esbjerg har fået overrakt det blå bevis er: Dan Baatz Nielsen, Hanstholm, Benny Larsen, Pandrup, Morten Nielsen, Hobro, Jesper Sommer Granløkke, Bogense, Søren Stærmose Hansen, Fåborg, Lars Hyldekrog, Roskilde og Rasmus Dalgaard Arenbak, Hobro.
De vil få tilsendt SiD-uret, der går til alle SiDere, der gennemfører en lærlingeuddannelse. De 7 har gennemgået uddannelsen ved Thyborøn Fiskeriefterskole og været i praktik på fiskekuttere.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000