07-07-1997

Hør om fisk i naturcenter

Grenaa Blad logo

Fjordens Friske Fisk/Hvor langt kan du kaste? Hvem fortæller den bedste lystfiskerhistorie. Net, ruser, bundgarn, lystfiskere, sejlbåde og store coastere præger Randers Fjord om sommeren. Randers Fjord er utrolig smal, men rummer alligevel meget. Det der er oven over vandet kan vi se, men hvad med det under overfladen. Hvad fanger fiskerne i deres net. Vi fortæller om de fisk vi har fanget og tilbereder dem over bål. Børn kan naturligvis lave et snobrød. Mens det står på er der flere andre tilbud. To lokale »lystfiskergrej-butikker« kommer og laver en lille salgsudstilling i naturskolen. Her vil det være muligt at supplere sit fiskeudstyr til ferien, samt naturligvis få en snak om hvilket udstyr man skal anvende hvornår. Det foregår onsdag den 16. juli på Naturcenter Randers Fjord, Voer.

Hvem kan kaste længst med en fluestang? Anders Mikkelsen fra Grejbutikken i Grenaa vil instruere, og give en prøve på sin kunnen. Herefter er det op til aftenens gæster at vise deres kunnen med en fluestang.

Hvem kaster mest præcis med en ganske almindelig stang. Igen vil gæsterne få en instruktion, hvorefter konkurrencen kan begynde.

Endelig er lystfiskere berømt eller berygtede for deres historier. Denne aften er det fuldt legalt at fortælle de historier som lystfiskere har oplevet gennem egen stang. De såkaldte vandrehistorier er også velkomne. Naturcentrets bålplads er det oplagte sted til fortællingerne, mens fjordens fisk bliver færdige. Det er forholdsvis nemt at afgøre hvem der vinder i kastekonkurrencerne, hvorimod det kan være betydeligt sværere at afgøre hvem der fortæller den bedste historie, men det har tilhørerne i høj grad indflydelse på. Der vil naturligvis være præmier til aftenens vindere.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000