30-06-1997 |
|
Transportmønsteret på Djursland skal afdækkes |
![]() |
Udvalgsformanden for Århus Amts Udvalg for Miljø og Trafik, Lotte Horneman, Grenaa, er træt af at få tudet ørerne fulde med snak om, at de kollektive transportforbindelser på Djursland er for dårlige, og dermed ikke udgør noget reelt alternativ til privatbilismen. Som politisk ansvarlig for amtets busdrift vil hun derfor gerne have afdækket, om der er et behov/potentiale for at drive bedre og hurtigere forbindelser mellem de større byer. Med Grenaa Erhvervsråds hjælp skal dette spørgsmål nu afklares i form af en spørgeskemaundersøgelse om transportmønsteret på Djursland. Der er således netop blevet udsendt spørgeskemaer til 20 virksomheder på Djursland, til uddannelsesinstitutionerne og til 300 tilfældigt udvalgte Grenaa-familier. Undersøgelsen skal vise, hvilke transportformer, der generelt benyttes og foretrækkes, og hvad der eventuelt skal til for at lokke den enkelte pendler over i en bus i stedet for en bil.Spørgeskemaundersøgelsen blev præsenteret på et pressemøde på Erhvervskontoret i Grenaa tirsdag i sidste uge. Erhvervsdirektør Villy Andersen sagde indledningsvis, at det, der havde sat gang i projektet for alvor, var erhvervsrådets strategiseminar i efteråret 1996.Her var den kollektive trafik til debat, og meldingerne fra virksomhederne gik blandt andet på, at de havde svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra byer som Århus og Randers på grund af for dårlige trafikale forbindelser. Grenaa er et egnscenter i amtet, og som sådan skal man kunne tilbyde omgivelserne en transportservice, der går ud over hvad man kan forlange af en primærkommune, sagde Villy Andersen. Mange pendlereDer skeles med undersøgelsen også til den omstændighed, at utroligt mange pendler ind og ud af Grenaa hver dag. 2.300 pendler ind, mens 1.500 pendler ud. Langt de fleste af dem benytter privatbil - enten alene eller sammen med andre pendlere, og undersøgelsen skulle gerne vise, om bedre kollektive trafikforbindelser kunne lokke nogle af de mange pendlere over i busserne eller togene.Den pendling, der finder sted, afspejler sig slet ikke i passagertallet i busserne, så potentialet er der. Men vi mangler blot at få noget dokumentation på bordet, der kan fortælle os, hvorfor folk ikke bruger bussen, og hvad der eventuelt skal til for at få dem til at gøre det. Kan vi bare lokke en 25-35 pendlere over i hurtigere morgen- og eftermiddagsbusser, så er der økonomi i det, sagde Lotte Horneman, der i udvalget hele tiden må balancere mellem modsat rettede ønsker om hurtigere forbindelser og servicering af lokalområderne.600 skemaer sendes ud i indeværende uge. Andre interesserede, der måtte ønske at påvirke undersøgelsen, kan endvidere rekvirere et skema på Erhvervskontoret. Blandt de udfyldte skemaer med navn og adresse, trækkes der lod om 6 gavekort à 500 kroner. Midt i august ventes skemaerne i hus, hvorefter de skal køres igennem, men konklusionerne når næppe at få indflydelse på vinterkøreplanen, der skal træde i kraft til oktober, men derefter kan der godt ske noget relativt hurtigt. Busserne har vi jo, sagde Lotte Horneman afslutningsvis.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000