30-06-1997 |
|
Unge mænd stjal Falck-bil og brugte den til at trænge ind ved Fregatten Jylland |
![]() |
Natten til onsdag i sidste uge var ikke helt fredelig i Ebeltoft - for nu at sige det mildt. Klokken 01.20 gik alarmen i døgnkiosken på Nørre Allé, idet fordøren blev opbrudt. Da politiet nåede frem var fuglene imidlertid fløjet med mellem 80-100 kartonner cigaretter. Cirka 10 minutter inden det indbrud fandt sted, så et vidne en to-tre unge mænd i færd med at stjæle en ældre, blå Opel ved »Reperbahnen«. Der kunne meget vel være en forbindelse mellem disse personers tilstedeværelse i Ebeltoft og indbruddet i døgnkiosken. Her kunne beretningen godt slutte, men det gør den langt fra. Falck blev nemlig tilkaldt til døgnkiosken for her at afdække hullet i fordøren. Imens Falck-manden er i gang med dette arbejde, er de unge lømler så tilpas frække, at de stjæler Falck-køretøjet - en Toyota Landcruiser. Det sker klokken cirka 02.10. Denne Falck-bil bruges så cirka 20 minutter senere til at begå et rambukindbrud i souvenir- og cafébutikken ved Fregatten Jylland. Først kørte de pågældende en gitterport ned, hvorefter de bragede igennem indgangsdør og facade til souvenir- og cafébutikken. Her efterlod de den stjålne, og ramponerede, Falck-bil plus ganske omfattende materielle skader på bygning og inventar. Det lykkedes derefter for tyvene at slippe væk i nattens mulm og mørke.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000