23-06-1997

Laveste spildevandsudledning nogensinde fra renseanlæg i Århus Amt

Grenaa Blad logo

1996 blev året med den laveste spildevandsudledning nogensinde fra renseanlæg i Århus Amt

Spildevandsudledningen fra renseanlæg i Århus Amt i 1996 blev den laveste nogensinde, oplyser amtets Natur- og Miljøchef Jytte Heslop.

Året 1996 var specielt derved, at nedbørsmængden var meget lille i forhold til øvrige år (439 mm mod normalt 648 mm). Endvidere var der streng frost i en meget lang periode fra årets begyndelse. Ovennævnte forhold har været stærkt medvirkende til, at udledningen af forurenende stoffer fra renseanlæggene i Århus Amt var meget lille i 1996, og væsentligt lavere end tidligere år. Natur- og Miljøkontoret har udarbejdet en rapport »Punktkilder 1996« om spildevandsudledning i Århus Amt. Rapporten beskriver blandt andet udviklingen i stofudledningen fra renseanlæg, dambrug, industrier, spredt bebyggelse og regnvandsbetingede udløb, samt omfanget af det gennemførte tilsyn i 1996 - herunder om udlederkrav er overholdt. Den strenge frost har skabt problemer med kravoverholdelse på lidt flere renseanlæg end normalt, men selv om enkeltkrav er overskredet, er resultatet af spildevandsrensningen meget flot, vurderer Jytte Heslop.

Fra alt spildevand der udledes - altså både fra de avancerede renseanlæg og fra de mere primitive bassinanlæg med videre - fjernes 98% organisk stof, 93% fosfor og 81% kvælstof. Dette opfylder rigeligt vandmiljøplanens reduktionskrav for de store renseanlæg på henholdsvis 72% fosfor og 60% kvælstof. Der er fastsat i alt 763 udlederkrav til de kommunale renseanlæg. Heraf er 658 overholdt svarende til 86%. Som følge af overskridelserne er der meddelt 15 påbud.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000