12-05-1997

Djurslands Teater er klar med programmet for sæsonen 97/98

Grenaa Blad logo

Djurslands Teater i Grenaa er klar med teaterprogrammet for sæsonen 1997/98. Ialt tilbyder foreningen seks professionelle forestillinger i løbet af den kommende sæson i Grenaa Kino.

Den første kan opleves den 26. september. Der er tale om et samarbejde mellem Det Danske Teater og Folketeatret, der præsenterer en monolog »Tur - Retur« med Preben Harris efter en roman af russeren Venedikt Yerofeev. Det er en spændende forestilling fra det nyere Rusland. Stykket handler ikke om politiske systemer, men om en mand, der i sine branderter drømmer sig væk fra en ikke særlig festlig tilværelse.

Den 29. oktober kommer selveste Det Kongelige Teater forbi med forestillingen »Isbrand«, en gyser om og mod døden af Peter Asmussen. En mor bor alene med sin datter i et stort, gammelt hus. Hun kæmper med næb og klør for at holde på hende, idet hun får sig en kæreste, som så går hen og dør. Blandt de medvirkende finder man navne som Ole Ernst, Kirsten Olesen og Sofie Gråbøl.

Fredag den 14. november kommer Theater 2 med forestillingen »En sommerdag på Bulbjerg«. Vivian Nielsen spiller denne monolog, der handler om den unge Thit Jensen. Stykket spilles i Remisen i Markedsgade.

Den 8. februar kan man opleve det svenske skuespil af Jonas Gardell, »Isbjørnene«. Her bydes der på »ægte svensk familiehygge« i form af en familie, der samles om et altoverskyggende moderdyr, der udelukkende har kastet sin kærlighed på den yngste søn i en børneflok, der også tæller tre kærlighedshungrende døtre. Familien samles på hendes 72 års fødselsdag. Næppe kedeligt!

Den 27. februar er det den engelske dramatiker Joe Ortons stykke »Hvad Mingvasen gemte«, som kan opleves i Djurslands Teater. Der er tale om en klassisk forvekslings-farce med kendte skuespillere som Lars Knutzon og Stig Hoffmeyer.

Sæsonens sidste forestilling er også en farce ved Jørgen Blaksted Turnéen, der kommer til Grenaa med skuespillet »Hvem kan sige sig fri?« af J. B. Pristley. Det sker fredag den 27. marts.

For at opnå de laveste billetpriser, kan der som tidligere bestilles abonnement. I Djurslands Teater skal man udvælge mindst fire forestillinger for at kunne tegne abonnement. Læs mere herom i en annonce andetsteds i Grenaa Bladet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000