12-05-1997 |
|
Det store flip i Grenaa Kino |
![]() |
Torsdag den 15. maj er sidste chance for at se den sidste af de tre »nyrestaurerede« Stjernekrigs-film, »Jedi-ridderen vender tilbage«, på det store lærred i Grenaa Kino. Dagen efter fredag den 16. maj afløses George Lucas-filmen nemlig af den danske film »Det store flip« af Niels Gråbøl. Filmen er en satire over 70'ernes store flip med hensyn til samlivsformer, kønsrollemønstre og ideologier. En familie bestående af en blød mand (Niels Olsen) og en stærkt feministisk kvinde (Ditte Gråbøl) flytter i kollektiv sammen med deres søn. Filmen skildrer det stærkt frigjorte og politisk korrekte miljø i kollektivet med stor vægt på de humoristiske aspekter i dagligdagen.
Den anden film på Kino's program i den indeværende og den kommende uge er Jim Carrey-farcen »Fuld af løgn«, hvor han spiller en advokat, der omgås sandheden temmelig lemfældigt - for nu at sige det mildt. En forsmået søn ønsker på sin fødselsdag, at faderen ville holde op med at lyve - blot i 24 timer. Drengens ønske går i opfyldelse, og den løgnagtige advokat må pludselig konstatere, at han ikke kan lyve - ikke engang en lille bitte smule. Han kan kun sige sandheden, og det giver ham en hel del problemer. Filmen havde Danmarkspremiere i Grenaa Kino i fredags den 9. maj.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000