05-05-1997 |
|
Skatteregnskabet mellem borgerne og kommunen er ved at være gjort op for ‘96 |
![]() |
- Mange skatteborgere i Grenaa Kommune har nu modtaget årsopgørelse og selvangivelse vedrørende indkomståret 1996, oplyser skattechef S.E. Christiansen og fortsætter:- 4.100 skatteydere har kun modtaget en selvangivelse, hvoraf det fremgår, at der skal påføres manglende oplysninger om f.eks. lønmodtagerfradrag og befordringsfradrag m.v.. For at få en årsopgørelse skal disse skatteydere tilbagesende selvangivelsen i udfyldt stand. Dette skulle helst være sket inden den 1. maj.
6.100 skatteydere har modtaget både selvangivelse og en årsopgørelse, hvor der har været tale om tilbagebetaling af for meget betalt skat. Disse 6.100 personer får tilsammen tilbagebetalt 13,6 mio. kr. 2.800 skatteydere har modtaget en årsopgørelse med retsskatter og det samlede beløb er her 9,4 mio. kr.. De tilskrevne renter kan undgås, hvis man indbetaler restskatten inden 1. juli i år.
I alt er pt. registreret 14.000 skatteydere, som har indberettet data til skattesystemerne, mens ca. 2.400 har modtaget en udvidet selvangivelse, af disse kan ca. 1.700 skatteydere med regnskabspligt vente med indsendelse af selvangivelsen til 1. juli, hvor indsendelsesfristen som nævnt er 1. maj for alle øvrige skatteydere.
Skatteydere, der modtager både selvangivelse og årsopgørelse bør selv kontrollere tallene og er disse i overensstemmelse med egne oplysninger, behøver man ikke foretage sig videre. Mange vil nok konstatere, at formueopgørelsen ikke er korrekt, idet der f.eks. ikke er værdier med for bil, båd og campingvogn m.v. Disse oplysninger er ikke længere så vigtige at selvangive, med mindre man har en formue på over 2,4 mio. kr. (ægtefæller 4,8 mio.). Beløbet over denne bundgrænse beskattes i 1996 med 0,7% og fra 1/1-97 er formueskatten helt afskaffet.
Udsendelsen har i år været forsinket i forhold til tidligere år, hvilket skyldes påsken og senere overførsel af tallene fra staten til edb-centralen Kommunedata, slutter skattechefen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000