05-05-1997 |
|
Grenaa Amatørteater bygger videre! |
![]() |
På den nylig overståede generalforsamling i Grenaa Amatørteater aflagde formanden, Sven Erik Schmidt, sin beretning for en stor skare fremmødte.
I sin gennemgang af årets aktiviteter omtalte han de tre forestillinger, teatret har opført i den nu overståede sæson. Dernæst kom han ind på den store aktivitet, der har været med vedligeholdelse og ombygning af Amatørteatrets hjemsted.
Teaterbygningen Remisen er et gammelt hus og der er gået lang tid med at holde det i orden. Foreningen regner nu med at være langt på den anden side af 10.000 arbejdstimer siden 1994, da man gik i gang.
Her på det sidste har man omsider fået fjernet den pilrådne træfacade og de utætte porte i den tidligere garage. Der er blevet opmuret et nyt indgangsparti ud mod gården og blevet opsat en række lamper, så stedet virker tiltalende i de mørke aftener. Indvendig har man på brandmyndighedernes foranledning monteret tre branddøre for at sikre lokalerne. Ligeledes er en del gamle vinduer blevet skiftet ud med nye for at sikre flugtvejene. Man er ved at være færdig med at indrette garderoben til kostumerne. I det gamle slangetårn er der indrettet hattehylder hele vejen op og et øverum 2 er ved at være klart.
Desværre måtte formanden også konstatere, at det meget byggeri sled hårdt på foreningens økonomi. Der er store omkostninger ved selv at skulle financiere husleje og byggeri, så man vil nu nedsætte et udvalg til at søge støtte hos de forskellige fonde og offentlige midler.
Senere på aftenen kunne Sven Erik Schmidt under eventuelt imidlertid oplyse om planerne for opførelsen af en toiletbygning og en foyer-»perron« foran Remisen. Dette vil dog kun kunne lade sig gøre med fondsmidler, men amatørteatret vil formentlig stadig selv kunne påtage sig at stå for byggeriet.
På den teatermæssige side kan amatørteatret glæde sig over en tilstrømning af nye, unge kræfter til musicalen »Oklahoma«, som begynder prøverne i disse dage. Der bliver premiere den 2. november.
Regnskabet viste for 1996 et overskud på 23.000 kr. Disse blev indsat i bank til opvejning af 1995´s underskud på 44.000 kr.
På valg var Klaus Dahlin, Lis Rasmussen, Jørn Andersen og Sven Erik Schmidt, som alle blev genvalgt.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000