21-04-1997

Ny garnbutik i Grenaa

Grenaa Blad logo

Makkerparret Karen Marie True og Jette Thaarup Hansen åbnede i fredags »Garnstedet« i ejendommen Lillegade 21A, der senest husede den navnkundige Grenaa-forretning »Mosbæk«. Dermed har Grenaa fået en ny garnbutik. Forretningen tilbyder et bredt udvalg indenfor garn, broderi og sytilbehør.

Karen Marie True har prøvet det hele før, om man så må sige, for i 10 år fra 1983 til 1993 stod hun bag disken i garnbutikken »Stedet« i Grenaa. Efter fem år i Lillegade blev det til yderligere fem år i større lokaler i Storegade. Hun åbnede »Stedet« med to andre, men de sidste fem år var hun alene om forretningen, og det tog så meget på kræfterne, at hun lukkede den i 1993. Men nu er lysten til at drive butik vendt tilbage. Det sker ovenpå et år, hvor hun sammen med Jette Thaarup Hansen har gået på Djurs Håndarbejdsskole i Nimtofte. Her har de beskæftiget sig med alt inden for kreativt håndarbejde, og under skoleopholdet gav de halvt om halvt hinanden håndslag på, at de ville starte en garnbutik sammen, hvis der ikke meldte sig nogle tilpas interessante jobs. Som sagt, så gjort. Omkring juletid stak de hovederne sammen i så henseende, og da det viste sig, at de kunne overtage Aksel Mosbæks forretningslokaler i Lillegade, var der ikke meget at betænke sig på.

Man kan sige, at forretningen drives videre indenfor branchen, og vi fører da også Mosbæks store udvalg af sytilbehør videre, siger Karen Marie True.

Under garnsortimentet satses der på kvalitetsmærker - herunder et stort udvalg af naturgarn. Forretningen vil selv stå for farvning af noget af garnet.

Hvis tiden er til det, vil vi også gerne sidde og spinde garn på en rokke, og man kunne også forestille sig, at vi fik tid til selv at sidde og strikke modeller på maskine, slutter Karen Marie True.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000