21-04-1997

Atter et rekordår for SuperBrugsen

Grenaa Blad logo

Generalforsamling i Glesborg Brugsforening:Atter et rekordår for SuperBrugsen - Det er dejligt at være formand for SuperBrugsen i Glesborg! Således indledte Gerda Jakobsen sin beretning, da Glesborg Brugsforening kunne afholde generalforsamling for 104 fremmødte medlemmer i Glesborg Forsamlingshus tirsdag aften i sidste uge. Og det sagde hun først og fremmest fordi 1996 atter havde været et rekordår for den lokale brugs.

Det er dejligt at kunne konstatere, at det atter har været det bedste år med en omsætning på 49,1 mio. kr. og et resultat, der lyder på 601.762 kroner. Det er dejligt at kunne sige tak - til hele personalet fra uddeler Per Pedersen til ungarbejderne - for det flotte resultat, sagde Gerda Jakobsen indledningsvis i sin beretning.

Derpå kom hun ind på trængslerne ved det nye bonussystem, der blev indført i 1996, og glæden ved, at det blev skrottet igen til fordel for genindførelse af dividenden, som her i 1997 er på 4%.

Vi kan nok konkludere, at dividenden gavner de trofaste kunder meget bedre end bonussystemet, sagde hun blandt andet.

1996 blev ikke de store armbevægelsers år i Glesborg Brugsforening. Der er således ikke sket de store forandringer i butikken, men i årets løb er der dog blevet gjort en del for at tilgodese SuperBrugsens miljø, kunne hun berette.

Alle rør, der før lå oppe på loftet, er ført ned og ligger nu under loftet i butikken. Det sparer en masse varme og penge til reparation af frosne rør. 12 kompressorer er udskiftet med to nye, som klarer alt køl og frys. Til det varme vand, der bruges i slagterafdelingen, er der nu sat et solvarmeanlæg op på taget. Som en form for miljøinvestering har vi købt aktier for 25.000 kroner i vindmøllerne på Bønnerup Havn, men den største investering ligger i omlægningen af benzinanlægget. Der er gravet en ny tank ned, så det større salg af blyfri benzin tilgodeses, og pumpeøen er lavet om, så der kan tankes flere steder. Desuden er der lavet et effektivt anlæg, der suger alle benzindampe til sig, så vi er fri for at stå og sniffe benzin. Det er også en stor miljøforbedring, sagde Gerda Jakobsen.

Rudolf og Anne Dorthe

På begivenhedssiden i årets løb nævnte hun blandt andet dagen med rensdyret fra Krummernes Jul, besøget af Anne Dorthe Tanderup og sidst men ikke mindst da 10 ledertrainee's fra FDB invaderede SuperBrugsen en hel uge.

Slutteligt konstaterede hun, at Per Pedersen i sine 13 år som uddeler, har forøget årsomsætningen med 30 millioner kroner. Godt gået, sagde formanden.

Bestyrelsen foreslog årets resultat efter skat henlagt til egenkapitalen, som med generalforsamlingens godkendelse af forslaget dermed er på 8,9 mio. kr.

Formanden, næstformanden Anton Kristensen og det menige medlem Jens Lohmann var på valg til bestyrelsen, og de blev alle tre genvalgt.

Efter generalforsamlingen var brugsforeningen vært ved et traktement, hvor der blev budt på vin og græsk mad fra slagterafdelingen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000