21-04-1997

Århusvej bliver en halv meter smallere end først beregnet!

Grenaa Blad logo

Demonstrations-projekt for centerringgaden til debat:Århusvej bliver en halv meter smallere end først beregnet!Grenaa Byråd diskuterede på tirsdagens møde i sidste uge et igangværende demonstrationsprojekt for støjdæmpning og trafikale forbedringer langs centerringgaden i Grenaa. Der er tale om forbedringer på dele af strækningen fra Markedsgade til lyskrydset ved Århusvej i form af cykelstier, beplantning og ny vejbelægning med videre. Formålet er at støjdæmpe trafikken mest muligt, og få øget trafiksikkerheden via den nedsatte fart, som smallere kørebaner gerne skulle medføre. Som det var tilfældet med Havnevejs-projektet, er staten storsponsor på dette centerringgade-projekt, som imidlertid har måttet ændres en smule i forhold til det oprindeligt vedtagne. Tanken var nemlig, at de 350 meter af Århusvejens kørebane fra lyskrydset til jernbaneoverskæringen skulle være 2 x 3,5 meter bred, men her har Vejdirektoratet sat en glidende tackling ind på projektet, og i stedet anbefalet 2 x 3 meter - altså en seks meter bred kørebane i stedet for 7 meter - af hensyn til trafiksikkerheden. Vejdirektoratet har foretaget en trafiksikkerhedsvurdering af projektet, og foreslår heri en lang række radikale ændringer - ændringer, som ifølge teknisk forvaltning hverken af tidsmæssige eller økonomiske årsager vil kunne imødekommes. Direktoratet meddeler også, at man under ingen omstændigheder kan acceptere en køresporsbredde på mere end 3,25 meter, og således lå sagen på byrådets bord på opfordring fra Venstres Hans Ole Malfeld, idet han ikke fandt, at denne afgørelse udelukkende burde ligge på Teknisk Udvalgs bord.

Et enigt udvalg vedtog den 9. september sidste år en bredde på 7 meter og fik at vide af forvaltningen, at man her kunne stå inde for en sådan bredde. 5 måneder senere nedlægger Vejdirektoratet veto mod de 7 meter, ligesom en kritisk rapport konkluderer, at projektet er ringe udformet. Det finder jeg meget uheldigt, sagde Hans Ole Malfeld.

Formanden for Teknisk Udvalg Mogens Blach forklarede, at man havde satset på de 7 meter, fordi Havnevejen er blevet kritiseret for at være for smal. Men den halve meter, som kørebanebredden nu må beskæres med på Århusvej, giver ikke Mogens Blach søvnløse nætter.

Vejen bliver ikke mindre farbar af den grund. Lastbiler og busser vil kunne passere hinanden uden problemer. Vejdirektoratets forslag om 2 x 3 meter med midterrabat er imidlertid en så gennemgribende ændring af projektet, at det ville medføre en forringelse i forhold til intentionerne. Det er ganske enkelt ikke relevant. Begrebet sikkerhed er ustandseligt under forandring, og vi bør ikke være så autoritetstro, at vi retter os efter hvert et skrivebord i direktoratet, sagde han blandt andet.

Partifællen Lotte Horneman havde dog gerne set Vejdirektoratets betragtninger inde i projektfasen på et langt tidligere tidspunkt. Hun mente, at der snildt kunne blive plads til en midterrabat, og at en sådan ville øge trafiksikkerheden ved venstresvingning til adresser på vejen.

Karl Einar Guldborg(S) gjorde opmærksom på, at der ikke var tid til mere svink, hvis projektet skulle gennemføres i indeværende år - hvilket er en forudsætning for, at det kan modtage statsstøtte.

Henning Christensen(S) bemærkede, at 6,5 meter var rigeligt, og at Lotte Horneman gjorde sig unødige bekymringer for trafiksikkerheden på vejen.

De Konservatives Lisbeth Steninge anså, at byrådet fremover burde være mere kritisk overfor sådanne projekter.- Vores handlefrihed indskrænkes samtidig med, at vi immervæk skal af med en hel del penge. Det er ikke heldigt, sagde hun, hvorpå viceborgmester Gert Schou(S) påpegede, at kommunen faktisk får meget for de penge, der gives ud. Havnevejen var således aldrig blevet det den er blevet uden statspenge, og projekterne skaber trods alt en del arbejde i området, sagde han.

Et flertal valgte at stemme for, at demonstrationsprojektet ændres en smule. Lisbeth Steninge, og Venstre-folkene Knud Kildal, Lotte Horneman, Alice Espeholt og Hans Ole Malfeld stemte hverken for eller imod.Arbejdet i gangTrafiksaneringen af Århusvej er sandsynligvis igangsat mens disse linier læses, idet det var planen at starte på vejarbejdet mandag i indeværende uge. Entreprenøren vil først tage den ene side af vejen - gøre den færdig - og så slutte af med den anden side, så trafikken på vejen generes mindst muligt. Der skal arbejdes på en 500 meter lang strækning fra lyskrydset på Århusvej og så ind mod midtbyen til Fasanvej. Der skal laves midterheller og svingbaner på kørebanen, og plantes allétræer i form af lindetræer med underbevoksning af bøg langs med begge cykelstier. Her etableres der også anden forskønnende beplantning og brolægning af chaussésten. Hele arbejdet strækker sig altså over 500 meter, og på de midterste 300 meter etableres der endvidere en særlig støjdæmpende asfaltbelægning. Arbejde forventes at være færdigt i uge 27. Derpå går man i efteråret i gang med den sidste del af trafiksaneringen af centerringgaden i Rosengade og Østergade.

I Markedsgade er 1. etape af vejomlægningen netop tilendebragt på stykket fra Kvickly-lyskrydset til Falck-stationen. Her er kørebanen også blevet indsnævret via nye helleanlæg, ny beplantning og etablering af nye udkørsler.

2. etape igangsættes også i denne uge, hvilket er den sidste del af vejsaneringen i Markedsgade. Der skal etableres bede med træer og laves P-lommer ud for nr. 40 og 38 og ud for nr. 41. Endvidere forskønnes hjørnet ved Aksel H. Hansensgade/Markedsgade.

Trafiksaneringen er i projektet budgetteret til at koste 4,8 millioner kroner, og udgifterne til hele møllen deles nogenlunde fifty-fifty mellem kommune og stat.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000