21-04-1997

Adgangsveje for renovationen!

Grenaa Blad logo

Nye regler vedrørende:Adgangsveje for renovationen!af ingeniør Jens Larsen,

Entreprenørgården.

Renovationsarbejde er omfattet af arbejdsmiljølovgivningen. Et hovedkrav i denne er bl.a. arbejdsmiljølovens § 38, der fastsætter, at renovationsarbejdet skal planlægges og udføres på en sådan måde, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fulgt forsvarligt.

Arbejdstilsynet har i den forbindelse udsendt en At-anvisning, der giver retningslinier for, hvorledes disse regler i almindelighed kan opfyldes for renovationsarbejde. Grenaa Kommune har efterfølgende udarbejdet regulativet »Regulativ for indsamling af dagrenovation i Grenaa Kommune«, hvori arbejdstilsynets regler er indarbejdet. Regulativet er godkendt af Teknisk Udvalg den 4. december 1995 og er efterfølgende trådt i kraft den 1. januar 1996.

For at forstå baggrunden for At-anvisningen er det nødvendigt at se på den enkelte renovationsarbejders arbejdsdag. En renovationsarbejder her på Entreprenørgården afhenter dagligt affaldssække ved 200 ejendomme. Hvis der til disse 200 ejendomme i gennemsnit regnes med en adgangsvej på 90 m (30 m til affaldsstativet, 30 m ud og 30 m til næste ejendom), skal renovationsarbejderen gå ca. 18 km om dagen og det vel at mærke med en sækkevogn, der vejer 25 kg og med 1-3 fyldte affaldssække, som hver især vejer omkring 10 kg. Derfor er det vel forståeligt, at Arbejdstilsynet har udarbejdet regler for, hvorledes adgangsvejen for renovationen må være udformet.

I forbindelse med min ansættelse på Entreprenørgården har jeg bl.a. haft til opgave at sagsbehandle de såkaldte At-adresser. Det vil sige ejendomme, hvor adgangsvejen for renovationen ikke overholder arbejdstilsynets regler og dermed regulativets bestemmelser.

I forbindelse med renovationens overgang til akkordaflønning er alle adgangsveje opmålt og registreret. Af registreringen fremgår det bl.a., at der er ca. 500 enkelt-ejendomme i Grenaa by og ca. 100 enkeltejendomme på landet, hvortil adgangsvejen ikke overholder de gældende regler og bestemmelser.

At nævne alle regulativets regler og bestemmelser vil være for omfattende, hvorfor jeg blot vil fremhæve de to, som oftest er blevet overtrådt, nemlig adgangsproblemet vedr. trapper og stigninger.

Såfremt der er trapper eller stigninger på adgangsvejen, kan Arbejdstilsynets regler opfyldes på følgende vis:- Er stigningen i adgangsvejen større end 1:10 (svarende til 10 cm stigning pr. 1 m vandret), skal der anlægges trappetrin og skrå køreramper til hjulene på begge sider af trappen. Trin m.v. kan dog udelades på stigninger op til 1:7 (svarende til 14-15 cm stigning pr. 1 m vandret), såfremt længden af stigningen sker på en strækning under 5 m. Stigninger større end 1:4 (svarende til 25 cm stigning pr. 1 m vandret) accepteres ikke.

Sammen med formanden for renovationen har jeg været rundt ved de registrede ejendomme og set på adgangsforholdende. Hvis grundejeren var hjemme, har vi forklaret denne problematikken og beskrevet de løsningsmuligheder, der nu engang forelå ved den aktuelle ejendom. Såfremt grundejeren ikke var hjemme, har denne fået tilsendt en skrivelse, hvori adgangsproblemet er beskrevet og hvilke mulige løsninger, der var på problemet. Grundejeren bliver i skrivelsen bedt om at tage stilling til de fremstillede løsningsmuligheder og få bragt forholdene i orden inden den 1. maj 1997.

Enkelte grundejere har udvist stor forståelse for problematikken. De fleste har stiltiende accepteret kravene, mens andre igen har været lettere ophidsede. Umiddelbart virker det som om de »lettere ophidsede« var i overtal, men dette nok fordi de huskes bedre!

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000